- Jeg er fløjtende ligeglad med, hvad de tænker

- Jeg er fløjtende ligeglad med bestyrelsen og ejerne før sådan en kamp og tænker 0,000 procent på Lars Sejr, Bo Rygaard og Erik Skjærbæk, siger Ståle Solbakken

Ståle Solbakken er aldrig mundlam. FCK-træneren er fløjtende ligeglad med klubbens bestyrelse og ejere forud for tirsdagens kamp. - Jeg tænker 0,000 procent på Lars Sejr, Erik Skjærbæk og Bo Rygaard, siger han med et skævt smil. Foto: Jens Dresling.
Ståle Solbakken er aldrig mundlam. FCK-træneren er fløjtende ligeglad med klubbens bestyrelse og ejere forud for tirsdagens kamp. - Jeg tænker 0,000 procent på Lars Sejr, Erik Skjærbæk og Bo Rygaard, siger han med et skævt smil. Foto: Jens Dresling.

Returkampen mod Røde Stjerne er sæsonens vigtigste kamp for FC København og Ståle Solbakkens tropper.

Det er den kamp, hvor der står mest på spil.

Det er kampen, der definitivt kan skabe ro i baglandet hos bestyrelsen og ejerne, fordi en samlet sejr opfylder klubbens målsætning om et europæisk gruppespil. Det vil i øvrigt være det 13. på 14 år. Kun i sæsonen 2015/16 er det kikset, da FCK røg ud til Jablonec i tredje kval-runde til Europa League-gruppespillet.

Men er der noget, Ståle Solbakken ikke har i tankerne op til tirsdagens opgør, så er det ledelsen, ejerne og bestyrelsen.

Stolpe ind og stolpe ud
- Jeg er fløjtende ligeglad med bestyrelsen og ejerne. Jeg tænker 0,000 procent på Lars Sejr, Erik Skjærbæk og Bo Rygaard (formanden). De ved, at det er sport og fodbold. Det er stolpe ind og stolpe ud. Men jeg kan love for, at jeg og hele den sportslige ledelse gør alt, hvad vi kan for at opfylde målsætningen om et europæisk gruppespil, siger Ståle Solbakken med et skævt smil på mandagens pressemøde i Parken.

Forberedelserne frem mod kulminationen på sæsonmålet har ikke været optimalt for FCK. Nicolai Boilesen er ude syv-otte måneder, Robert Skov er solgt for 75 mio. kr. og Andreas Bjelland er stadig skadet.

- Der har været mange udskiftninger, så vi har ikke idealopstillingen på plads.  Derfor har vi mange nye på holdet. Men det der kendetegner os er, at vi er meget disciplinerede og spillerne er meget loyale. Jeg føler, vi har opnået meget på kort tid, mener Ståle Solbakken og erkender, at europæiske gruppespil er lokkemaden, når klubben skal forstærke sig.

- Kampene i Europa er måske det vigtigste og stærkeste argument, vi kan bruge, når vi skal hente forstærkninger.

- Når vi henter nye spillere, har vi altid tre argumenter: Kampene i Europa, de store muligheder for at vinde trofæer og så lægger vi altid en karriereplan for dem, der kommer her, forklarer Ståle Solbakken med klar henvisning til, at FCK direkte aftaler med spillerne, hvor længe de skal være i København før turen går videre til en større fodboldadresse end Danmark.

Ståle Solbakken vil gøre alt, hvad han kan for at opfylde klubbens målsætning om et europæisk gruppespil. Foto Lars Poulsen.
Ståle Solbakken vil gøre alt, hvad han kan for at opfylde klubbens målsætning om et europæisk gruppespil. Foto Lars Poulsen.
 

Sejr sikrer 85 mio. kr.
Hvis FCK samlet besejrer Røde Stjerne er gruppespillet i Europa League sikret. Det betyder et beløb i niveauet 45-50 mio. kr.

Men FCK har derudover sikret sig mindst 37,5 mio. kr., hvis de siden samlet taber til de schweiziske mestre fra Young Boys i play-off kampene til Champions League gruppespillet senere på måneden.

En manglende plads i gruppespillet udløser trøstepræmien på fem mio. euro - 37,5 mio. kr. Læg dertil samlede indtægter fra entre, så gevinsten for et exit inden Champions League-gruppespillet har en nettoværdi på 40-45 mio. kr. for FC København.

- Vi skal spille frigjort, med den rigtige balance på holdet og stole på vores eget spil. Det er vigtigt, vi ikke løber rundt og tænker på, vi kan miste bolden, fordi Røde Stjerne er dygtige til kontrafodbold, pointerer Ståle Solbakken, der kalder opgøret en 50-50 kamp.

Historien er med FCK

FCK har gode erfaringer med kampe i tredje kval-runde til Champions League. Faktisk har klubben hele syv gange klaret sig forbi den forhindring, der sikrer et europæisk gruppespil – enten Europa League eller Champions League:

2009: Vinder samlet 3-1 over Stabæk

2010: Vinder samlet 3-2 over Bate Borisov

2011: Vinder samlet 3-0 over Shamrock Rovers.

2012: Vinder samlet 3-2 over Club Brügge.

2014: Vinder samlet 2-0 over Dnipro

2016: Vinder samlet 4-1 over Astra Giurgiu.

2017: Vinder samlet 4-2 over Vardar Skopje

Se også: FCK slipper for serbisk målscorer i returkamp

Se også: FCK-ejer brød loven ved at glemme ny medejer

Se også: Brøndby har brugt pengene på forhånd

 

47 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere