Juventus CL-avancerer efter sejrsmål i overtid i Moskva

Douglas Costa scorede i tillægstiden mod Lokomotiv Moskva og sendte Juventus i CL-ottendedelsfinalerne

Costa sikrede de tre point. Foto: DIMITAR DILKOFF/Ritzau Scanpix
Costa sikrede de tre point. Foto: DIMITAR DILKOFF/Ritzau Scanpix

Juventus er allerede efter fire runder af gruppespillet videre til ottendedelsfinalerne i Champions League.

Onsdag vandt den italienske mesterklub udekampen mod Lokomotiv Moskva med 2-1 og er i spidsen for gruppe D.

Juventus måtte dog helt ind i tillægstiden, inden Douglas Costa sikrede den knebne sejr.

Den bringer Juventus på ti point, mens Atlético Madrid har syv point. Spanierne forpassede muligheden for allerede at sikre sig avancement onsdag, da udekampen mod Leverkusen blev tabt 1-2.

Torino-klubben fik en drømmestart i Moskva med et mål allerede efter tre minutter. Cristiano Ronaldo sparkede et frispark fra venstre side, som Lokomotiv-keeper Guilherme med noget af et drop lod slippe mellem benene.

Bolden var på vej i mål, men da den lå på selve stregen sparkede Aaron Ramsey den det sidste stykke, så waliseren blev noteret for målet.

Den tidlige modgang slog dog ikke russerne ud. Tværtimod. I en hektisk indledning svarede Lokomotiv tilbage med nærgående angreb og udlignede efter 11 minutter.

Den russiske landsholdsspiller Aleksey Miranchuk headede først på stolpen, men fulgte selv op og scorede nemt på riposten i det tomme mål til 1-1.

Juventus fik slet ikke brugt det gode afsæt og spillede tamt i første halvleg.

Italienerne havde mere snert over sig fra begyndelsen af anden halvleg, og Ronaldo forsøgte sig et par gange med gode forsøg, men nu var keeper Guilherme knap så gæstfri.

Lokomotiv levede mest på kontraangreb, og 13 minutter før den ordinære spilletids udløb var holdet uhyre tæt på et føringsmål.

Først måtte Wojciech Szczesny langt ud af sit mål og afværge et skud. Returbolden faldt ned foran fødderne på den portugisiske europamester Joao Mario, og hans hårde skud blev reddet på stregen af Juventus-anfører Leonardo Bonucci.

Det trak op til uafgjort, men i tillægstiden sørgede for Costa for sejrsmålet, da han gled fri og scorede mellem benene på keeperen til 2-1.

I Tyskland skulle Leverkusen forsøge at komme på pointtavlen for første gang i turneringen, og det lykkedes i hjemmekampen mod Atlético Madrid. Leverkusen vandt 2-1.

Før pausen scorede ghaneseren Thomas Partey et komisk selvmål, da han headede bolden den forkerte vej, og i begyndelsen af anden halvleg fordoblede Kevin Volland føringen.

Tyskeren fik god tid til at tæmme bolden efter et indlæg, før han sparkede bolden ind bag Jan Oblak.

I kampens sidste minutter kom Atlético i overtal, men det var først i de absolut døende sekunder, at det lykkedes for Alvaro Morata at reducere.

Se også: Grotesk udvikling: Back måtte vogte målet
Se også: PSG videre i CL - Real Madrid er snublende tæt på
Se også: Syv sekunder før tid: Dansk gysersejr i hus

1 kommentar
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere