Om to år er det slut med Champions League, som vi kender det.
Væk skal gruppespillet, og det erstattes med et ligasystem, hvor 36 klubber skal deltage i stedet for de nuværende 32.
Det har UEFA netop bekræftet i forbindelse med kongressen i den østrigske hovedstad Wien - efter to års heftige diskussioner om sagen.
Ideen har været beskrevet tidligere, men det er først nu, at UEFA har vedtaget de radikale ændringer.
Én stor liga
Ligasystemet, som også kaldes 'den schweiziske model' kommer til at fungere på den måde, at hver klub løbende får tildelt otte modstandere ud fra forskellige kriterier. Man kender derfor ikke de otte modstandere på forhånd, som vi kender det fra det nuværende format.
Efter otte runder vil de otte bedste hold avancere direkte til knockoutfasen.
Alle klubber er således garanteret otte kampe - fire ude og fire hjemme - mod de nuværende seks.
De klubber, der ender på 9.-24. pladsen skal mødes i to playoffkampe om at komme videre til ottendedelsfinalerne med de otte bedste.
Det var oprindeligt planen, at hver klub skulle spille ti kampe i ligaen, men det har man forhandlet ned til otte. Kampene skal som hidtil spilles i midtugen og får dermed ikke indflydelse på kampene i de nationale ligaer.
Hvem får de fire ekstra pladser?
To af de fire ekstra pladser i det forjættede land går til de to bedst præsterende nationer, hvilket har skabt ballade, fordi det (igen) favoriserer de store ligaer.
I denne sæson ville det have betydet, at Tottenham og PSV Eindhoven stod til at få en bonusplads, fordi engelske og hollandske klubber forholdsmæssigt har præsteret bedst i de tre europæiske turneringer - og fordi de to klubber akkurat misser cuttet i deres nationale ligaer, som det ser ud nu.
Desuden vil en ekstra plads gå til den tredjebedste klub fra det femtehøjeste rangerede land. I denne sæson ville det være nummer tre fra den franske Ligue 1. De ville ellers normalt skulle gennem kvalifikationen. Den sidste ekstra plads går til de lande, der er uden for top ti på UEFA's rangliste - altså herunder den danske Superliga.
Samme format vil blive brugt i Europa League og Conference League, oplyser UEFA, men der skal spilles henholdsvis otte og seks kampe for de 36 deltagende klubber.
Artiklen fortsætter under billedet..
UEFA's præsident, Aleksander Čeferin, er ikke overraskende glad for beslutningen.
- Vi er overbeviste om, at det valgte format rammer den rette balance, og at det vil forbedre den konkurrencemæssige balance og generere solid omsætning, som kan distribueres rundt til klubber, ligaer og græsrodsfodbold på hele kontinentet, samtidig med at det øger populariteten for vores klubturneringer, siger præsidenten.
Formatet har netop været omdiskuteret, fordi UEFA er blevet beskyldt for blot at ville øge antallet af kampe for at få flere penge i kassen - ligesom man endnu en gang gør det lettere for de største klubber fra de store ligaer at komme gennem nåleøjet.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Følg med onsdag på Ekstra Bladet + når der finale i Coppa Italia.
Onsdag aften klokken 21 kan du se finalen i Coppa Italia mellem giganterne Juventus og Inter eksklusivt på ekstrabladet.dk