Kæmpe drama: Real Madrid på katastrofe-kurs

Club Brugge førte 2-0 og var tæt på sensationen på Bernabeu, men Real Madrid fik reddet et vigtigt CL-point i land

Brügge gik til pause med en 2-0 føring. Foto: Oscar del Pozo/Ritzau Scanpix
Brügge gik til pause med en 2-0 føring. Foto: Oscar del Pozo/Ritzau Scanpix

Katastrofen lurede for Real Madrid, da holdet ved pausen var bagud 0-2 hjemme mod Club Brugge i Champions League-gruppespillet. To mål i anden halvleg reddede 2-2.

Det må dog stadig betegnes som en gedigen skuffelse for Zinedine Zidanes tropper, som indledte gruppespillet med at tabe 0-3 til Paris Saint-Germain og har sat sig selv under stort pres.

Real Madrids skrøbelighed blev udstillet allerede efter ti minutter, hvor de belgiske gæster meget simpelt spillede den spanske højreside tynd.

Inde foran mål kunne en fri Emmanuel Dennis fejltæmme bolden heldigt forbi Thibaut Courtois, og efter et gennemsyn af VAR blev føringsmålet godkendt.

Real Madrid intensiverede presset, og efter 27 minutter måtte Simon Mignolet hive en kanonredning frem på et hovedstød fra Raphaël Varane.

Club Brugges hurtige fronttrio var en konstant trussel mod den ustabile spanske defensiv. Den konstante flirt med offsidegrænsen kombineret med deres hastighed gjorde ondt på Real Madrids forsvar.

Artiklen fortsætter under billedet.

Foto: JON NAZCA/Ritzau Scanpix
Foto: JON NAZCA/Ritzau Scanpix
 

Det skal retfærdigvis siges, at Real sværmede voldsomt om Mignolets felt adskillige gange, men slutproduktet var oftest fraværende.

Det var det til gengæld ikke i modsatte ende - om end det ikke var elegant hver gang.

Fem minutter før pause lavede Luka Modric en kæmpe fejl, da han missede sin aflevering på egen halvdel og gav Dennis frit løb mod målet. Den 21-årige nigerianer var lige ved at falde over sine egne ben, men han holdt balancen og chippede flot bolden ind til 2-0.

I pausen valgte Zidane af hive keeper Courtois ud til fordel for Alphonse Aréola, mens Marcelo erstattede Nacho på venstrebacken.

Hjemmeholdet lagde et tungt pres på fra starten af anden halvleg, men det betød også blottelser den anden vej. Det var lige ved at give Dennis et hattrick.

Men presset belønnede sig efter ti minutter, da Karim Benzema fandt en helt fri Sergio Ramos i feltet. På kanten af offside headede han reduceringen ind, og VAR-rummet godkendte målet.

Presset mod belgiernes mål fortsatte, men hjemmeholdets afslutninger manglede i den grad kvalitet.

Seks minutter før tid fik Brugge-anfører Ruud Vormer sit andet gule kort og blev sendt i bad, og skæbnen var hård ved belgierne.

På det efterfølgende frispark fandt Toni Kroos midtbaneslideren Casemiro, som headede udligningen i kassen.

Trods overtallet og stort spilovertag udeblev de store chancer, og derfor sluttede det 2-2.

Senere tirsdag mødes Galatasaray og PSG i gruppens anden kamp.

Se også: Nedturen er total: Det er slut


Se også: Nu løfter skurken sløret: Fortæller alt om Dolberg-tyveri

Se også: Officielt: Danmark scorer VM-værtskab

9 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere