Kæmpe Tottenham-fest - uden Eriksen

Tottenham kørte Røde Stjerne over med 5-0 foran eget publikum og tog dermed revanche ovenpå det smertefulde 2-7-nederlag til Bayern München

Tottenham kom tilbage på sporet mod Røde Stjerne, der blev ydmyget i det engelske. Foto: Glyn Kirk/Ritzau Scanpix
Tottenham kom tilbage på sporet mod Røde Stjerne, der blev ydmyget i det engelske. Foto: Glyn Kirk/Ritzau Scanpix

Så kom forløsningen endelig for Tottenham.

Ført an af en yderst velspilledende duo Heung-Min Son og Harry Kane sprudlede Tottenham foran eget publikum og ydmygede Røde Stjerne med 5-0 i Champions League.

Dermed revancherede Tottenham sig også ovenpå fadæsen mod Bayern München, hvor englænderne blev ydmyget med 2-7 på eget græs.

Tottenham var pisket til sejr inden opgøret mod Røde Stjerne efter en miserabel start på sæsonen, hvor holdet blot har fået en sejr i de seneste syv kampe.

Og det kriseramte Tottenham-mandskab leverede i den grad varen og udspillede i store perioder de serbiske underdogs.

Tottenham kom buldrende fra første fløjt og lagde hurtigt et stort pres på gæsterne. Det gav pote efter ni minutters spil, da Harry Kane nåede højest på et hjørnespark og headede fortjent Tottenham på sejrskurs.

Kort efter fordoblede Heung-Min Son hjemmeholdets føring, da han på sikker vis passerede Milan Borjan i gæsternes mål.

Se også: Uhyggelige billeder: 80 bøller afbryder kamp med bat

Tottenham-jubel. Foto: HANNAH MCKAY/Ritzau Scanpix
Tottenham-jubel. Foto: HANNAH MCKAY/Ritzau Scanpix
 

Ondt blev dog værre for Røde Stjerne kort før pausen, da Son nok engang var på pletten og udbyggede Tottenhams føring til 3-0.

Alt tydede derfor på, at en yderst forløsende sejr var på vej i hus for Tottenham, da de to mandskaber gik til pausen.

Ydmygelsen blev total
Tottenhams dominans fortsatte i anden halvleg, hvor gæsterne mere eller mindre havde opgivet det spinkle håb om at komme tilbage i opgøret.

I stedet udbyggede hjemmeholdet sin føring efter lidt under en times spil, da Erik Lamela fandt vej til netmaskerne efter et flot oplæg fra Serge Aurier.

Eriksen var bænket i festen. Foto: John Sibley/Ritzau Scanpix
Eriksen var bænket i festen. Foto: John Sibley/Ritzau Scanpix
 

Kort efter var dagens mand i skysovs, Son, nok engang på spil og var tæt på at fuldende sit hattrick, men sydkoreaneren måtte se sin afslutning gå i sidenettet.

Harry Kane ville dog ikke lade sin holdkammerat stjæle alle overskrifterne, og med et lidt over et kvarter igen kom angriberen nok engang på tavlen og gjorde det til 5-0.

Trods chancer til flere mål endte det hele med en sikker sejr på 5-0 til Tottenham i en kamp, hvor danske Christian Eriksen slet ikke kom på banen.

Se også: - Det irriterer mig

Christian Eriksen passer godt til Bayern München, mener en tidligere Tottenham-profil. Foto: Andrew Couldridge/Ritzau Scanpix Intl. fodbold - 22. okt. 2019 - kl. 18:54 Hylder Eriksen: Lige noget for Bayern

Se også: Fejring kan få fatale konsekvenser

 

59 kommentarer
Vis kommentarer