Kan score 238 mio. i aften

FC Midtjylland er 90 minutter fra Champions League, der sikrer klubben så mange penge, at de kan rokke ved magtbalancen i dansk fodbold og udfordre FCK’s dominans

Lars Jacobsen spår, at FCM går 'all in', hvis de kommer i Champions League. Hør mere her.

- Glem pengene… Alt, der tæller, er at komme i Champions League.

Ordene faldt impulsivt fra FC Midtjylland-direktør Claus Steinlein i en sen nattetime, da ulvene for to uger siden havde elimineret Young Boys og spillet sig i playoff – ét skridt fra Champions League.

Intet udsagn indrammer bedre, hvordan følelsen er i FC Midtjylland i disse uger.

Øjnene på boldene. Ørene mod musikken.

Penge… det kan vi snakke om senere!

For det kan godt være, at FC Midtjyllands topfolk andægtigt rejser sig, når klubbens nykomponerede, svulstige hymne afspilles før kampene på MCH Arena. Men det bliver med ståpels og stive brystvorter hos FCM’s topfolk, når Champions Leagues pompøse tema i aften blæser ud over den plæne, som Superligaens spillere igen og igen har kåret Danmarks bedste.

FC Midtjylland blev skabt i 1999. Visionen var på kort sigt at smide rollen som elevatorhold, som Ikast fS var endt i.

I dag står FC Københavns manager og bruger masser af frustrationsfraser på FC Midtjylland.

Tre mesterskaber på seks år.

Optur for Claus Steinlein og resten af FC Midtjylland. Foto: Ernst van Norde
Optur for Claus Steinlein og resten af FC Midtjylland. Foto: Ernst van Norde

Og nu… nu rækker FC Midtjylland tilmed ud efter det europæiske gennembrud, som ellers har været det kogger, som især Ståle Solbakken har hentet sine spidse hånlige pile fra.

- Jeg er jo pisse træt af, at vi ikke har været i gruppespillet mere end den ene gang, sagde Claus Steinlein til TV2 efter mesterskabet blev sikret i juli. Bortset fra 2015, hvor FC Midtjylland kiksede Champions League, men nåede Europa League takket være eliminationen af Southampton, har skuffelserne stået i kø internationalt.  

Alt har været sporet ind mod at skabe det store internationale gennembrud, siden Rangers FC fra Glasgow smadrede ulvene ud af Europa League sidste år.

Foryngelseskuren med Evander og Frank Onyeka på midtbanen gik ud over Jakob Poulsen og Tim Sparv. Paulinho banede sig vej på bekostning af Marc Dal Hende. Og afskeden med Kian Hansen gav plads til unge Jens-Lys Cajuste længere fremme.

Erfaring og omtanke afløst af fart og intuition.

Det var slet ikke ambitionen, at det skulle række til et mesterskab, men da FC København ikke mødte op til guldkampen, så var ulvene sultne nok til at sætte tænderne i den uventede sidegevinst.

90 minutter venter mod Slavia Prag før drømmeland.

Før FC Midtjylland kan sikre sig adgang til fodboldens kongeklasse og den helt store gevinst på 238 mio. - garanteret.

Det er et beløb så vildt, at ulvene faktisk står med muligheden for at udfordre FC Københavns naturlige position som Danmarks dominerende klub.

Det udløser Champions League

Kvalifikation, startpræmie (€15,25 mio.) – 113,6 mio. kr.

TV, market pool (€14,5 mio.) – 108 mio. kr.*

Koefficient-bonus (€2,2 mio.) – 16,4 mio. kr.

Samlet, garanteret: 238 mio. kr.*

* Market pool er et estimat. Sidst FC København var i Champions League fik de €14,4 mio. i denne kategori.  

 

Dertil kommer sejrsbonus på €2,7 mio - 20,1 mio. kr. - mens uafgjort giver cirka det halve.

Ulvene kan eksempelvis med et fingerknips vælge at smide 40 mio. kr. yderligere i lønbudgettet de næste tre år, så de kommer op og matcher FCK på den front.

Beløbet modsvarer også de budgetterede transferindtægter de næste tre år, hvilket giver ulvene stor forhandlingsfrihed, når der kommer tilbud på klubbens stjerner. Netop europæisk succes har haft stor betydning for FCK’s store succes på transfermarkedet.

Så der er meget mere på spil i aften end bare et europæisk gennembrud for FC Midtjylland.   

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Fem nøgler som sender FC Midtjylland i Champions League

Scholz og Sviatchenko. Foto: Jens Dresling
Scholz og Sviatchenko. Foto: Jens Dresling
 

LUFTENS HELTE TRÆD FREM

Ulvene har en defensiv base, som er i særklasse i Danmark, og den har vist sig holdbar internationalt. Alexander Scholz var overdådig i Prag, og makker Erik Sviatchenko var ikke mange procenter efter. Luftens helte er nøglen i ulvenes defensiv, og de skal være helt på toppen nu hvor det gælder.

PRES, PRES, PRES

FC Midtjylland tog første skridt mod Champions League, da de stressede Ludogorets i opspillet. Den opskrift blev kopieret med succes mod Slavia Prag, som gerne vil spille bolden frem, men især keeper Ondrej Kolar er ikke god nok med fødderne. Det er vejen frem.

Peter Olayinka skal stoppes. Foto: David W. Cerny/Ritzau Scanpix
Peter Olayinka skal stoppes. Foto: David W. Cerny/Ritzau Scanpix
 

STOP OLAYINKA

På forhånd var Nicolae Stanciu udset til den store fare på Slavia-mandskabet, men det var Peter Olayinka som skabte uro i FC Mdtjyllands organisation. Den flagrende nigerianer har højden og farten til at gøre ondt. Han skal sættes mere ud af spillet.

TÅLMODIGHED – OG GÅ AMOK

0-0 fra den første kamp er et drilsk udgangspunkt. Det betyder, at FC Midtjylland står med et problem, hvis gæsterne scorer. Men forsigtigheden må ikke dominere indsatsen. Ulvene har været stærke og tålmodige i kvalen, og de har været fremragende til at gå amok i perioder med ekstrem intensitet. Det skal gentages til perfektion.

Sory Kaba skal slå til. Foto: Ernst van Norde
Sory Kaba skal slå til. Foto: Ernst van Norde
 

SORY – ER INGEN UNDSKYLDNING

Det bliver Sory Kaba der atter får rollen som manden i front. En angriber med alle de karakteristika som Dame N’Doye havde. Han kan bare ikke score. Især luftspillet virker vagt, når chancerne kommet. Men det er ingen undskyldning. Han scorede i tre kampe mod FCK – og mod Rangers sidste sæson. Han kan når han skal. Undskyld, Sory… nu skal du!

94 kommentarer
Vis kommentarer