Kasakhisk kindhest til FCM: De var høje og langsomme

Der er tilfredshed i FC Astana-lejren efter tirsdagens 2-1-sejr over FC Midtjylland

FC Midtjylland var langt væk hjemmefra tirsdag eftermiddag, da holdet mødte FC Astana i anden runde af Champions League-kvalifikationen. Ulvene var få sekunder fra at hive et acceptabelt 1-1-resultat med hjem i flyveren, men så scorede Laszlo Kleinheisler sit andet mål i kampen og sikrede en hjemmesejr på 2-1.

FC Astanas højre back Dimitry Shomko er glad for sejren, og han fortæller, at det på forhånd var et tema i den kasakhiske lejr, at FCM kom med mange høje og hovedstødsstærke spillere. Ulvene startede blandt andre med Paul Onuachu og Ayo Okosun i front.

- De forsøgte at score yderligere, men det formåede de ikke. Nu forbereder vi os på en svær udekamp - chancerne for at gå videre er 50/50. Jeg er sikker på, at trænerstaben træffer de rigtige beslutninger. Vi gjorde det godt, fik et positivt resultat, og vi tager fortrøstningsfulde til returkampen, siger Shomko til klubbens hjemmeside og tilføjer om de garderhøje FCM-angribere:

- Jeg vil gerne indrømme, at det ikke var nogen nem opgave. Men det var en god udfordring, og vi lykkedes med at neutralisere stort set hele deres angreb. Det var kun ved dødbolde, der var nogle småting, men alt i alt synes jeg ikke, vi havde problemer. Spillerne var høje, men langsomme.

Okosun i aktion mod FC Astana. Foto: Ritzau Scanpix / Alexei Filippov.
Okosun i aktion mod FC Astana. Foto: Ritzau Scanpix / Alexei Filippov.

Midtstopperen Marin Anicic havde især fornøjelsen af at kæmpe med Okosun og Onuachu. Han fastslår, at FC Astana løste opgaven godt i fællesskab, og han jubler over et fint udgangspunkt inden returkampen.

- Vi spillede bedst og skulle have scoret flere mål. De fik desværre et let mål i starten af anden halvleg, og det var svært at komme tilbage efter det. Men vi fortsatte med at spille vores eget spil og vandt fortjent, siger han til sport.kz og tilføjer:

- Vi vidste godt, at FC Midtjylland er et meget bedre hold end Sutjeska (som Astana slog ud i første kvalifikationsrunde, red.). Vi havde forberedt os godt på dem, og jeg synes, vi viste, vi var det stærkeste hold og spillede bedst. Jeg synes, vi især i de sidste 20 minutter viste, vi var et bedre hold. Jeg takker Gud for, at det lykkedes Lazslo at score et smukt mål i de sidste sekunder.

Han tror på, at FC Astana kan tage til Danmark og gøre arbejdet færdigt.

- Det bliver selvfølgelig svært. Det bliver en helt anden kamp på en naturlig græsplæne. Det bliver som sagt svært, men jeg tror, vi kan få et godt resultat og avancere, siger Anicic.

Der er returkamp i Herning 1. august.

TV: Se Wikheim score mod FC Astana:

Se også: FIFA kårer: Her er verdens bedste trænere

Se også: Mourinho: VM passer bedre til Pogba end United gør

Se også: Tv-bomben tikker! Ingen Messi eller Ronaldo på dansk tv

8 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere