Kasseret af Mourinho: Nu kan han sparke Liverpool i himlen

Mohamed Salah startede med at blive kasseret af Mourinho. Nu er Liverpools stjerne en af verdens dyreste

Verdens bedste manager kan også tage fejl.

Liverpools målmaskine, Mohamed Salah – netop kåret til årets bedste spiller i Premier League – fik trods alt 13 kampe i Chelseas trøje, inden The Special One alias José Mourinho kasserede ham og lejede ham ud til Fiorentina.

Det var ti kampe flere end Manchester Citys Kevin De Bruyne, i øvrigt toer i afstemningen om årets spiller i Premier League, som José Mourinho solgte efter kun tre kampe for Chelsea til tyske Wolfsburg.

Selvom mødet med Premier League ikke blev, hvad Mohamed Salah havde drømt om i første omgang, er den 25-årige egypter efter to et halvt års eksil i Italien hos Fiorentina og Roma vendt stærkt tilbage og fået den store hævn. Den hurtige og aggressive Liverpool-angriber har med de mange mål, 31 i Premier League og otte i Champions League, ikke bare gjort sig populær blandt Liverpools mange tilhængere.

Resten af verden elsker ham ligeledes og ser frem til sommerens VM i Rusland, hvor han vil være den absolutte stjerne hos Egypten.

Klopp så rigtigt
Liverpools manager, Jürgen Klopp, har set rigtigt, og Mohamed Salah har på mindre end et år bevist, at han er alle de 300 millioner kroner værd, som måtte på bordet.

Det var betalingen til aftenens modstander på Anfield Road i Champions League-semifinalen – Roma.

Selv om der ikke er tysk på skoleskemaet i Egypten, passede Mohamed Salah perfekt til Jürgen Klopps ’tyske’ Liverpool-projekt.

Efter to et halvt år i Beatles-byen har den succesfulde træner fået implementeret den tyske fodbold-filosofi takket været et hav af spillere, som kan forstå Jürgen Klopps idéer.

Eventyret startede i Basel
Det store eventyr startede for en ung egypter i Basel i den tysktalende del af Schweiz i 2012.

Ikke af nød, men tvunget af omstændighederne efter en af fodboldhistoriens største tragedier i havnebyen, Port Said. Det var her, at 79 tilskuere blev dræbt, da hjemmeholdets fans invaderede banen og angreb gæsternes tilhængere med sværd, knive, køller, flasker med mere.

Spillerne måtte barrikadere sig i omklædningsrummene og blev senere hjulpet væk af hærens helikoptere. Inden da oplevede spillerne fra gæstende Al Ahly, at flere af tilhængere døde for øjnene af dem i omklædningsrummet.

Mohamed Salah repræsenterede det vindende hjemmehold, Al Masry Club, der tidligere har rådet over et par gode bekendte af dansk fodbold. Mohamed Zidan fra AB og FCM og Razak Pimpong der har spillet i FCM, FCK og Viborg.

Artiklen fortsætter under billedet.

doc6zu0j22dxsn1dm1di6ek.jpg

Prisen mangedoblet
Som en konsekvens af begivenhederne, som efterfølgende blev kædet sammen med den egyptiske revolution samme år, blev den nationale fodboldturnering suspenderet i et år, og spillerne gjort arbejdsløse. Derfor slog Mohamed Salah til, da Basel var villig til at betale omkring 20 millioner efter at have set ham i en træningskamp. Siden er prisen i den grad røget i vejret og blevet mangedoblet ...

Liverpool kan også tjene på egypteren, hvis rygterne om Real Madrids interesse vil munde ud i en handel, hvor prisen sagtens kan nå og tangere, hvad Paris måtte betale for Neymar. Nemlig 1,65 mia. kr.

Så det er måske en Mohamed Salah på lånt tid, men inden det kommer dertil, kan Liverpool nyde godt af hans mange mål. Det vil blive en kamp i kampen i aften på Anfield Road, når den 25-årige egypter skal op mod sin gamle holdkammerat, Edin Dzeko, som var manden, der førte an, da romerne sensationelt slog Lionel Messi og co. fra Barcelona i kvartfinalen.

Lejesvende, hvad nu? Brøndby arbejder på flere løsninger
Slagter far efter dette billede med datter og hendes date

Eksklusivt interview med Zornigers blogger-kæreste: Brøndbys fans er vanvittige