Klar melding: Christian Eriksen gjorde forskel

Tottenham var bagud med 0-2, da Christian Eriksen kom på banen og var med til at vinde 4-2 over Olympiakos

José Mourinho og Christian Eriksen har fået en fin start på samarbejdet - men ændrer det på Eriksens kontraktsituation i Tottenham? Producer: Lasse Brøndal

Christian Eriksen var med til at vende 0-2 til en 4-2-sejr til Tottenham i tirsdagens Champions League-gruppekamp mod Olympiakos, der sikrede den engelske klub avancement til ottendedelsfinalen.

Danskeren kom på banen i stedet for Eric Dier efter 29 minutter, da Tottenham var bagud med 0-2.

Og indskiftningen af danskeren gjorde en forskel, mener Eriksens holdkammerat Dele Alli, der startede kampen på banen og scorede Tottenhams første mål kort inden pausen.

- Det gjorde en forskel. Vi var ved at tabe, da han kom ind, og træneren (José Mourinho, red.) tog en beslutning om at sende en mere offensiv spiller på banen.

- Det kunne have været hvem som helst af os, der skulle ud efter de første 20 minutter, men heldigvis fungerede indskiftningen, siger Dele Alli til det britiske medie BT Sport.

Mourinho: Havde brug for Eriksen
Mourinho havde ellers valgt at starte med Eriksen på bænken, men kampens udvikling betød, at danskeren hurtigt blev bedt om at holde sig klar.

- Det var for holdets skyld, og vi havde brug for en anden løsning. Vi var nede med 0-2, og de (Olympiakos-spillerne, red.) lukkede godt ned, siger Mourinho til BT Sport.

- Jeg havde brug for en anden mand, der sammen med Dele Alli kunne komme ind i mellemrummene. Det var noget, jeg gjorde for holdet og ikke de enkelte spillere, siger træneren.

Christian Eriksen lagde op til Tottenhams sidste mål, da han sendte et frispark ind i feltet til Harry Kane, der med sin anden scoring headede bolden ind til slutresultatet.

Mourinho tog Eric Dier ud, da Eriksen kom på banen. Portugiseren følte sig efterfølgende nødsaget til at italesætte Dier.

- Det sværeste øjeblik i kampen var ikke, da de scorede de to første mål. Det var da jeg var nødt til at lave en udskiftning i 1. halvleg. Det gjorde ondt på spilleren, men også på mig. Det er vigtigt, at spilleren forstår det, og heldigvis faldt mit valg på en intelligent knægt, som har en god forståelse for, hvad holdet har brug for - for jeg gjorde det for holdet.

- Det handlede ikke om hans præstation men om, hvad holdet havde brug for. Jeg undskylder overfor Eric, men han ved, at jeg gjorde det for holdet - ikke for at gøre ham ked af det. Det tror jeg også, fansene forstår, sagde José Mourinho.

Se også: Træværket redder et point til PSG i Madrid

Se også: Manchester City skuffer i CL men sikrer førstepladsen

Se også: Juventus sikrer førsteplads med smal CL-sejr over Atlético

Se også: Totalt CL-vanvid: To røde kort i samme jubelscene

Se også: Lewandowski sætter rekord med fire lynmål

15 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere