Knust i 95. minut: - 24 timer til at sørge

Lasse Schöne erkender, at han aldrig får en større chance for en CL-triumf igen

Ritzau Scanpix/Adrian Dennis
Ritzau Scanpix/Adrian Dennis

AMSTERDAM (Ekstra Bladet):  Den var næsten for ond, den skæbne, som ramte Ajax og Lasse Schöne i onsdagens dramatiske semifinale mod Tottenham.

For efter en eventyrlig CL-kampagne, hvor den hollandske storklub vågnede op til dåd med sejre over Real Madrid og Juventus, stod man med en føring på tre mål med 45 minutter igen mod et Tottenham-mandskab, der havde været næstbedst i størstedelen af de to semifinaler.

Men tre mål fra Lucas Moura - det sidste i det sjette tillægsminut - knuste drømmen.

Så det var en hårdt ramt, men fattet Lasse Schöne, der skulle forsøge at sætte ord på det brutale nederlag, da røgen havde lagt sig.

- At tabe på den måde, i det allersidste sekund, det er selvfølgelig forfærdeligt, siger veteranen, der som i det første opgør blev pillet ud med en halv time igen, og derfor blot kunne se til fra bænken, da det hele gik galt til sidst.

- Man sidder derude og bider negle. Vi har et målspark med et halvt minut igen, og så tænker man, at hvis vi kan sparke den ud af stadion, er der ikke lang tid igen. Men vi får den hurtigt tilbage igen, og så sparker han den ind.  Jeg var lidt sur og kastede med nogle ting, for det var lidt svært at forstå, indrømmer Schöne, der ikke er i tvivl om, at det er karrierens største skuffelse.

- Ja, det er det.

Ikke mindst, fordi han som 32-årig næppe kan forvente at skulle stå i mange CL-semifinaler fremover.

- Det tror jeg heller ikke.

Emmanuel Dunand/ritzau Scanpix
Emmanuel Dunand/ritzau Scanpix
 

Men en skuffelse, som dog til dels kan vaskes af, hvis det lykkes at hente det hollandske mesterskab.

- VI har to finaler igen. To kampe, hvor vi kan sikre mesterskabet. Vi skal jo meget gerne blive mestre. Lige nu er det svært at sætte ord på, men det er en vigtig kamp på søndag (mod FC Utrecht, red). Så vi har 24 timer til at sørge, så er det videre.

Midt i nedturen var der dog stadig overskud til at gratulere landsholdskammeraten Christian Eriksen, der nu bliver den første dansker i en finale siden Daniel Agger og Liverpool tabte til AC Milan i 2007.

-  Ja, selvfølgelig. Jeg sagde tillykke inde på banen, og jeg håber også, han kan vinde finalen.

Se også: Eriksen om Moura: Giv ham en statue

Se også: Vildt drama - hattrick sender Tottenham i finalen

Se også: Stjerne til Dolberg og Eriksen: Vis nu følelser

25 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere