La Liga eller Premier League? Her er Laudrups svar

Y Viva España: De spanske klubber har været altdominerende i Europa de seneste sæsoner, men er det så også et udtryk for, at spanierne har den bedste liga? Michael Laudrup er ikke sikker, men mener, at både Real Madrid og Barcelona ville ende i Top 3 i Premier League i fire ud af fem sæsoner

Hør Ekstra Bladets journalist Gisle Thorsens vurdering af de to Champions League-semifinaler

Måske UEFA skulle overveje at lægge finalerne i Champions League og Europa League i Spanien fremover. Så slipper de spanske tilskuere for at skulle rejse så langt...

For de spanske fodboldklubber dominerer i Europa i disse år, og det kan blive en ren spansk fornøjelse, når de europæiske finaler afvikles 18. og 29. maj i henholdsvis Basel og Milano.

Da den europæisk sæson startede havde Spanien syv deltagere med. Fire af dem – Real Madrid, Atlético Madrid, Sevilla og Villarreal – lever fortsat, og de tre sidste nåede alle langt, inden det gik galt.

FC Barcelona blev sendt ud i kvartfinalen. Af Atlético Madrid. Athletic Bilbao blev også sendt ud i kvartfinalen. Af Sevilla. Og endelig blev 1/8-finalen endestationen for Valencia. Deres banemænd kom fra Bilbao.

Der har skullet et spansk klub til at stoppe en spansk klub i denne sæson, og dermed er trenden fra de seneste sæsoner blevet forstærket.

Af de seneste 48 dobbeltopgør mellem et spansk og et ikke-spansk mandskab er det blevet til 45 spanske sejre. Så nu er Bayern München, Manchester City, Liverpool og Shakhtar Donetsk advarede inden semifinalerne.

Se også: Guardiola advarer mod Atlético Madrid

90’erne tilhørte italienske fodbold, mens Spanien svingende mellem anden- og femtepladsen. I år 2000 overtog landet fra den iberiske halvø førstepladsen, men mistede den i 2008 til England.

Englænderne holdt fast i ranglistens førsteplads indtil 2013, hvor Spanien strøg forbi. Siden har de spanske klubber udbygget forspringet, men er det så et udtryk for, at de nødvendigvis har den bedste liga?

Michael Laudrup er ikke sikker.

Han har været træner i både Spanien og England og er ikke i tvivl om, at det er de to bedste ligaer. Men han vil ikke fælde en entydig dom på baggrund af den spanske trofæhøst det seneste årti. 

- Som med de fleste andre ting bliver man nødt til at analysere hver enkelt ting nøje, inden man afgiver en 'dom'. Min holdning til spaniernes dominans igennem de seneste år er faktisk delt i to.

- Barcelona, Real Madrid (og Bayern München) har været/er et niveau over de bedste fra Premier League de seneste år. Det mener jeg også er blevet bekræftet gennem de indbyrdes opgør, der har været i de seneste 4-5 år, skriver Michael Laudrup i en mail til Ekstra Bladet.

Real Madrid bør være i stand til at slå Manchester City i semifinalen i Champions League. Det vurderer ekspert Niels Christian Frederiksen. (Foto: AP) Champions League - 15. apr. 2016 - kl. 14:51 Ekspert: Kun et hold er glad for Champions League-lodtrækning

Anden del af Michael Laudrups analyse vedrører Europa League, og her kan resultaterne godt ’snyde’ lidt ifølge den tidligere Swansea-manager.

- Det er min holdning, at de engelske hold ikke altid tager Europa League lige så seriøst som de spanske hold (undskyld Liverpool, fantastisk comeback mod Dortmund) og derfor ofte ender med at ryge ud, når modstanderen er af en vis kaliber.

- Efter min mening ville Barcelona og Real Madrid ende i Top 3 i Premier League i fire ud af fem sæsoner, men resten er smag og behag. Og der er sikkert mange fodboldfans, som vil kunne argumentere for, at Premier League er bedre, skriver Laudrup.

Han peger på, at intensiteten ofte er højere i det engelske, og at de mindre hold oftere slår eller spiller uafgjort mod de store end tilfældet er i Spanien, hvor Barcelona og Real Madrid (og de seneste år også Atlético Madrid) henter storsejre mod de små hold.

 

***

Ekstra Bladets chancevurdering af semifinalerne

 

Manchester City-Real Madrid (CL)

City har fået Kevin De Bruyne tilbage, og belgieren kan blive trumfkortet mod Madrid. Englænderne er dog meget svingende, og det er svært at se, hvordan de defensivt skal lukke ned for Cristiano Ronaldo, der indtil nu har scoret 16 mål i turneringen.
Chancevurdering: 30-70

 

Atlético Madrid - Bayern München (CL)

Diego Simeones udvalgte er holdet, som alle vil undgå. Spanierne stoppede effektivt FC Barcelona og har midlerne til også at sende Bayern ud. Tyskerne er – på papiret – det bedste hold, men har været i problemer og rent defensivt er de til at tale med.
Chancevurdering: 40-60

 

Shakhtar Donetsk - Sevilla (EL)

Ukrainerne har stadig masser af dygtige brasilianere og har været overbevisende (på trods af hjemmebane i Lviv!). Men de har ikke mødt nogen store hold før nu. Sevilla har gjort Europa League til deres speciale og Krohn-Dehli ligner en finaledeltager.
Chancevurdering: 25-75

 

Villarreal-Liverpool (EL)

Liverpool-fans jublede over lodtrækningen, men faren lurer mod den gule ubåd. Villarreal har i denne sæson sendt store klubber som Napoli og Bayer Leverkusen ud. The Reds har fordel i anden kamp, og Anfield kan meget vel vise sig at blive afgørende.
Chancevurdering: 45-55

De seneste ti års vindere

2015: FC Barcelona (CL) og Sevilla (EL)
2014: Real Madrid (CL) og Sevilla (EL)
2013: Bayern München (CL) og Chelsea (EL)
2012: Chelsea (CL) og Atlético Madrid (EL)
2011: FC Barcelona (CL) og Porto (EL)
2010: Inter (CL) og Atlético Madrid (EL)
2009: FC Barcelona (CL) og Shakhtar Donetsk (EL)
2008: Manchester United (CL) og Zenit Skt. Petersborg (EL)
2007: Milan (CL) og Sevilla (EL)
2006: FC Barcelona (CL) og Sevilla (EL)

18 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere