Laudrup undrer sig over Guardiola: Hvorfor var de droppet?

At Bayern-træner Josep Guardiola - uden held - havde ofret Thomas Müller og Franck Ribéry mod Atlético Madrid vækker undren hos Michael Laudrup

Pep Guardiola spekulerer lidt over tingene på Vicente Calderón. Måske på om han skulle have startet kampen med Thomas Müller og Franck Ribéry på banen. (Foto: AP/Paul White)
Pep Guardiola spekulerer lidt over tingene på Vicente Calderón. Måske på om han skulle have startet kampen med Thomas Müller og Franck Ribéry på banen. (Foto: AP/Paul White)

En gang imellem kan en overraskende taktisk ændring tage modstanderen på sengen og give en fordel - ja måske endda sejren.

Det kan have været ræsonnementet fra Bayern München-træner Josep Guardiola, da han til onsdagens Champions League-semifinale i Madrid mod Atlético havde valgt at se bort fra sin Champions League-topscorer Thomas Müller og Franck Ribéry og i stedet bringe Thiago Alcântara og teenageren Kingsley Coman i spil.

Effekten udeblev. De to spillere gjorde det hæderligt uden at have gjort en forskel - de blev dog skiftet ud med de to rutinerede herrer i anden halvleg.

Inden da havde Atlético sat sig på kampen, slået Bayerns ellers fortræffelige offensiv godt i stykker og kunne uden alvorlige problemer køre en 1-0-sejr hjem.

Se også: Bayern tæmmet af drømmemål

Den satsning, der kunne have fået Guardiola til at fremstå som et geni, hvis den var lykkedes, endte i stedet med at give bagslag.

I studiet hos 3+ kunne Michael Laudrup i hvert fald ikke følge sin gamle holdkammerat fra Barcelona-tiden.

- Når man har sådan en kamp, hvor man ved, at den bliver så taktisk og så fysisk, og man har spillere, der har spillet mange af disse kampe - og det har Ribéry, og det har Müller - så mener jeg, at de to andre skal virkelig være meget bedre, hvis man skal bringe dem (i spil, red.).

- Og det synes jeg ikke. Derfor står jeg lidt uforstående over for, at disse to spillere ikke starter inde, sagde Michael Laudrup.

Thomas Müller kom på banen mod Atlético, men med blot 20 minutter i kampens afslutning blev han ikke afgørende. (Foto: Marcamedia)
Thomas Müller kom på banen mod Atlético, men med blot 20 minutter i kampens afslutning blev han ikke afgørende. (Foto: Marcamedia)

Hjemme i Tyskland er der heller ikke just lovord til Guardiola over satsningen.

På sportsavisen Kicker har chefreporter Karlheinz Wild i hvert fald ikke ros til den spanske træner.

- Det var modigt, men en klar fejl at starte med Thomas Müller på bænken. Dermed så Guardiola bort fra 31 sæsonmål - de otte af dem i Champions League.

- Guardiola udelukker med denne uventede og kontroversielle beslutning ikke blot at se bort fra sin næstbedste målscorer i sæsonen, men også en stor leder på banen.

- Müller går forrest og dirigerer sine holdkammerater - han er et følelsesmæssigt omdrejningspunkt for holdet.

- I lige præcis disse kampe handler det ikke kun om taktik og om at gøre midtbanen bredere, men i høj grad også om mentalitet og rutine, skriver Wild, der også - trods manglende aktuel topform - også gerne havde set Franck Ribéry i aktion på kanten på Vivente Calderón, hvor han er sikker på, at franskmanden ville have spillet op til sit vanligt høje niveau.

I stedet blev det til blot 25 og 20 minutter til de to spillere - ikke helt nok til at vende kampen. Efter kampen forklarede Guardiola sit fravalg af de spillere på denne måde:

- Jeg ville have en venstrefodet venstrekant og en højrefodet højrekant, og så ville jeg have en ekstra midtbanespiller.

Men mon ikke, at begge d'herrer får chancen fra start, når Atlético Madrid gæster Allianz Arena på tirsdag?

Se også: Atlético-spiller om pragtmål: Det vigtigste i min karriere

Se eller gense Saúl Ñíguez' flotte scoring fra kampen her:

22 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere