Lille sensation: Derfor var Barça-mål et særtilfælde

Statistik fra Champions League-finalen illustrerer på markant vis den enorme betydning, Lionel Messi, Neymar og Luis Suarez har for FC Barcelona

Ivan Rakitic åbnede ballet i Champions League-finalen. (Foto: AP)
Ivan Rakitic åbnede ballet i Champions League-finalen. (Foto: AP)

Champions League-finalen blev spektakulær, underholdende og velspillet. Men overraskelser var det så som så med i Berlin, eftersom favoritterne fra FC Barcelona tog stikket med 3-1 og dermed sikrede sig pokalen.

Luis Suarez bed fra sig med mål, Neymar slog til og afgjorde kampen, ligesom Lionel Messi tryllede og trak Juventus-spillere til sig, mens han selv assisterede sine medspillere i overdådig stil.

Så alt var med andre ord som det plejede. Og så alligevel ikke.  For et kig i statistikkerne oven på finalen i den tyske hovedstad viser således interessant data, der afslører, at de fremmødte tilskuere blev vidne til lidt af et særtilfælde lørdag aften på Olympia Stadion.

Situationen fandt sted efter bare fire minutter. Her blev finalen beriget med aftenens første træffer, da Ivan Rakitic satte sidste fod på et sublimt FC Barcelona-angreb og scorede sikkert.

Catalanene er vant til at komme foran i deres kampe, men dette mål var alligevel noget ganske specielt. Således beretter statistikfirmaet Opta Sports, at scoringen var den første af sin slags siden 28. februar, hvor hverken Luis Suarez, Lionel Messi eller Neymar havde sidste eller næstsidste berøring på bolden.

Se også: Spanske medier i vild ekstase efter Barça-show

FC Barcelona-spillerne jubler med pokalen, der blev sikret efter en 3-1-sejr over Juventus. (Foto: AP)
FC Barcelona-spillerne jubler med pokalen, der blev sikret efter en 3-1-sejr over Juventus. (Foto: AP)

To store titler
Det er det internationale medie Goal.com, der har taget statistikkerne under lup, og i det hele taget var det en mindeværdig kamp for 27-årige Rakitic, der blev hentet i Sevilla forud for denne sæson.

Med sin træffer i det fjerde minut skrev midtbanespilleren sig således ind i historiebøgerne som en ny nummer tre på listen over de hurtigst scorede mål i en Champions League-finale.

Tilmed betød sejren på 3-1, at Ivan Rakitic nu er en af de få spillere, der kan bryste sig af både at have vundet Europa League og Champions League. Kroaten var således en del af det Sevilla-mandskab, der sejrede i den lidt mindre europæiske turnering i 2014.

Se også: Efter CL-nederlag: Vil spille til han er 40 år

Juventus-spillerne fik omvendt et trist udbytte ud af anstrengelserne i den tyske hovedstad. Et kig i statistikkerne fortæller på ubarmhjertig vis, at de italienske mestre nu har tabt deres seneste fire Champions League-finaler.

Og med samlet seks finale-nederlag i turneringen gennem historien er Torino-mandskabet nu det hold, der har tabt flest gange i en afgørende kamp om den pokal, alle europæiske hold drømmer om.

Rutinen manglede ellers ikke lørdag aften. Med en gennemsnitsalder på 30 år og 156 dage hos de startende 11 hos Juventus, kan kun landmændene fra AC Milan prale af at have stillet med en ældre garde i en Champions League-finale.

26 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere