Lykkelig Zlatan: Synd hele Malmö ikke kan opleve det

Den svenske superstjerne Zlatan Ibrahimovic vender hjem til sin barndomsklub, når han sammen med PSG skal op imod Malmö FF. Og skåningen glæder sig i den grad

Zlatan ser frem til gensynet med Malmö. (Foto: KHAN TARIQ MIKKEL)
Zlatan ser frem til gensynet med Malmö. (Foto: KHAN TARIQ MIKKEL)

Da det onsdag aften blev en realitet, at Malmö for anden gang i træk havde kvalificeret sig til grupepspillet i Champions League, så var flere spillere fra det skånske hold klar i mælet: Lad os komme i gruppe med PSG, så Zlatan Ibrahimovic kan komme hjem.

Den svenske stjerne, der oprindeligt er fra Malmö, udtrykte også et ønske om at opleve CL på Malmö stadion umiddelbart efter klubbens sejr over Celtic i kvalifikationen.

Ved lodtrækningen sidste år glippede det at parre de to hold sammen - men i år vendte lykken.

PSG og Zlatan kommer på besøg i Malmö den 25. november - i den næstsidste runde i gruppen. Og den 33-årige svensker glæder sig enormt til gensynet med sin gamle hjemmebane.

- Det er det bedste, der kunne ske! Jeg har haft mange fantastiske oplevelser i min karriere, og det her bliver helt klart en af dem. Det er en drøm, der går i opfyldelse at spille Champions League i Malmö, skriver han på sin Instagram-konto.

- Det er synd, at hele Malmö ikke kan være samlet på stadion, men jeg kan garantere, at hele stadion vil komme til at blive hørt i hele Malmö. Jeg er på vej, skriver han i en meddelelse med et tilhørende billede af Øresundsbroen.

Zlatan Ibrahimovic spillede 40 kampe for Malmö FF, hvor han bidrog med 16 mål, inden han skiftede til Ajax i 2001.

4 kommentarer
Vis kommentarer