Mæhle efter CL-exit: Vi ville overrumple Real fra start

Joakim Mæhle spillede hele kampen for Atalanta, der måtte strække våben mod Real Madrid i Champions League

Joakim Mæhle havde sit at se til med Real Madrids Vinicius Junior. Foto: Juan Medina/Reuters
Joakim Mæhle havde sit at se til med Real Madrids Vinicius Junior. Foto: Juan Medina/Reuters

Atalanta havde faktisk en glimrende mulighed for at komme foran på udebane mod Real Madrid allerede efter to minutter i tirsdagens returkamp i Champions League, men siden var Real bedst og vandt sikkert med 3-1.

Dermed tabte det italienske hold, der havde Joakim Mæhle med i hele kampen, med sammenlagt 1-4 i ottendedelsfinalen.

- Vi havde snakket om at komme blæsende ud for at overrumple dem fra start, men det er et stærkt hold med mange kvaliteter.

- Set over begge kampe kan vi tage nogle gode ting med, men de var skarpere end os i begge ender, siger Joakim Mæhle til TV3+.

I den første kamp var Atalanta ellers godt med trods lang tid i undertal, men tirsdag havde holdet svært ved at få sine offensive kvaliteter i spil.

- Vi vidste godt, at vi mødte et af verdens bedste hold, men vi vidste også, at vi selv har nogle kvaliteter, som vi kan spille på, blandt andet vores offensive spil.

- Men vi lukkede selv for mange mål ind, i forhold til at vi mødte et hold, der ikke lukker mange ind, siger Mæhle.

Han er dog tilfreds med sin start på opholdet i Atalanta, som han skiftede til fra belgiske Genk i januar.

- Det har været en overraskende god start. Jeg får rigtigt, rigtigt meget spilletid.

- Det er ikke som at komme ind og spille en almindelig 4-4-2, så jeg har stadig meget at lære, men det kommer, jo mere spilletid jeg får. Det er bare med at suge til mig og lære fra kamp til kamp, siger den danske landsholdsspiller.