Magiske Messi i hovedrolle

Napoli blev slået med 3-1, da FC Barcelona lørdag spillede sig videre til Champions League-kvartfinalen

Barcelona scorede alle sine mål i første halvleg lørdag. Foto: Albert Gea/Reuters
Barcelona scorede alle sine mål i første halvleg lørdag. Foto: Albert Gea/Reuters

FC Barcelona er klar til Final 8-stævnet i Champions League.

Lørdag spillede den spanske storklub sig i kvartfinalen i den prestigefyldte turnering, da Napoli på Camp Nou blev slået med 3-1.

Dermed går Barcelona videre med en samlet sejr på 4-2 efter 1-1 i den første ottendedelsfinale i Napoli, som blev spillet før coronapausen.

Lionel Messi og co. skal i kvartfinalen møde Bayern München i en enkelt kamp om en plads i semifinalerne. Opgøret mod tyskerne spilles 14. august i Lissabon.

Hvis ikke Barcelona var klar fra start lørdag, så fik holdet hurtigt et wake-up call. Stadionuret havde kun rundet halvandet minut, da gæsternes Dries Mertens sparkede bolden på stolpen efter endda at have ramt den skævt.

 

Barcelona vågnede op, for efter ti minutter stod der 1-0 til spanierne. Clément Lenglet steg til vejrs og headede et hjørnespark i kassen.

Et lille kvarter senere blev ondt værre for Napoli, da det efter en Messi-genialitet blev 2-0.

Argentineren modtog bolden uden for feltet, satte tre Napoli-spillere af med fikse driblinger og var kortvarigt nede på alle fire, inden han kom på benene igen og køligt sparkede bolden over i det lange hjørne.

Napoli-spillerne var kortvarigt reduceret til statister i Lionel Messis enmandsforestilling. Lidt efter 2-0-målet fik Barcelona-stjernen igen målnettet til at blafre, men scoringen blev annulleret efter et VAR-tjek.

Kort før pausen fik Barcelona straffespark, da Kalidou Koulibaly i et forsøg på at sende bolden ud af eget felt i stedet endte med at sparke Messi ned.

Argentineren fik et ordentligt slag over anklen og måtte overlade forsøget fra 11 meter-pletten til Luis Suarez, som sikkert scorede.

En plads i kvartfinalen lignede nu en utopisk drøm for Napoli, men i første halvlegs ekstratid fik italienerne håb, da Lorenzo Insigne på straffe reducerede til 1-3.

Gæsterne skulle nu bruge to mål for at avancere, og Napoli tog da også teten i starten af anden halvleg. Italienerne døjede dog med at komme frem til store chancer foran mål.

Arkadiusz Milik kom på banen for Napoli med et kvarter tilbage og headede kort efter bolden i mål. Men polakken var offside, da indlægget blev slået, og målet talte ikke.

Tættere på at score kom Napoli ikke, og så gik Barcelona videre.

Se også: Ydmyget: Dansker-exit i Champions League

Skiftet til franske Lorient gik i vasken for Mustapha Bundu - og det kunne skiftet til Anderlecht også nemt have gjort. Foto: Claus Bonnerup Sport og Spil Højt spil om Bundu: Var rasende på AGF

74 kommentarer
Vis kommentarer