Markant seerfald til topkampe

FC Midtjyllands deltagelse i Champions Leagues gruppespil redder denne sæson, hvor seertallene har været dalende

Gennemsnittet af seere til FC Barcelonas gruppekampe er faldet fra 121.500 i 2018 til lige knap 81.000 i 2020. Foto: Gonzalo Fuentes/Reuters/Ritzau Scanpix
Gennemsnittet af seere til FC Barcelonas gruppekampe er faldet fra 121.500 i 2018 til lige knap 81.000 i 2020. Foto: Gonzalo Fuentes/Reuters/Ritzau Scanpix

Egentlig skulle sæsonen have været en succeshistorie for Nordic Entertainment Group.

Selskabet bag tv-kanalerne 3+, TV3 Sport og 3MAX, der viser Champions League, havde glædet sig over FC Midtjyllands succes og deltagelse i gruppespillet i klodens største klubturnering.

For dansk deltagelse er lig med høje seertal.

Og der har været seere i de danske mestres kampe i efteråret. Bestemt.

Men det ændrer ikke på, at antallet af seere overordnet set er faldet sammenlignet med de seneste sæsoner.

FCM trækker gevaldigt op
Denne sæsons kampe i henholdsvis gruppespil og de foreløbige 1/8-finaler er ifølge Gallup set af 94.000 seere i snit. Det er rundt regnet 4000 seere lavere end sidste sæson. Men med i det regnestykke er FC Midtjyllands kampe.

Tre af de otte mest sete kampe denne sæson er med de danske mestre – heriblandt topscoreren Liverpool-FC Midtjylland, der blev set af hele 416.000 seere.

I alt har FCM tegnet sig for et snit på 251.000 seere per kamp i efteråret. Altså 157.000 mere end gennemsnittet.

Eller sagt med andre ord: Havde dansk fodbold ikke været repræsenteret i gruppespillet, havde tallene set markant anderledes ud.

Det medgiver Kim Mikkelsen, Head of Sports i NENT.

- Det er altid spændende, når danske hold er med i turneringen, for det giver ekstra fokus på den. Det betyder, at andre medier som eksempelvis Ekstra Bladet kaster ekstra ressourcer i det, og hele turneringen får yderligere opmærksomhed, siger han.

Han skynder sig at tilføje, at de dårlige resultater for FC Midtjylland betød, at de havde udspillet deres chance for videre avancement allerede efter 4. runde.

- Det trækker lidt ned, siger han.

Sindssygt meget fodbold lige nu
Kim Mikkelsen medgiver, at seertallene er faldende.

- Jeg har kigget på tallene, og der er en svagt faldende tendens de seneste runder, siger han til Ekstra Bladet.

- Hvad er forklaringen?

- Først og fremmest er der sindssygt meget fodbold lige nu. Virkelig meget. Og der kan derfor også være kampe, der kan være svære at komme igennem, siger han og peger på Premier League, som NENT har rettigheder til.

- Premier League tilbyder alle kampe til visning. Det gør de normalt ikke. Så udbuddet er markant højere end normalt.

- Har du noget indtryk af, hvorvidt de manglende tilskuere på stadions har en indvirkning på seernes manglende lyst til at se kampe?

- Det er en personlig smagssag. Men jeg ville gætte på, at langt de fleste har det som du og jeg; at det ikke gavner noget, at der ikke er tilskuere på stadion, siger han.

Opgørelsen drejer sig om de seks runder i gruppespillet i efteråret samt de første otte 1/8-finaler, der var afviklet senest 24. februar.

Færre mennesker har denne sæson fulgt Champions League-dækningen

2018-19

Gruppekampe, gennemsnit: 80.956

1/8-finaler, gennemsnit: 157.429

Gennemsnit for alle kampe: 91.250

 

2019-20

Gruppekampe, gennemsnit: 91.022

1/8-finaler, gennemsnit: 138.625

Gennemsnit for alle kampe: 98.074

 

2020-21

Gruppekampe, gennemsnit: 92.200

1/8-finaler, gennemsnit: 103.375

Gennemsnit for alle kampe: 94.063

FC Midtjyllands kampe, snit: 251.833

Gennemsnit for alle kampe - fraregnet FCM-kampene: 71.524

 

Gennemsnittet for 1/8-finalerne er dalet fra 157.429 i 2019 til 103.375 i 2021. Her skal det dog medregnes, at der i denne sæson ikke er medregnet returkampene, da ikke alle kampe er spillet - og tv-tallene fra de første returkampe endnu ikke er tilgængelige.

Eller omregnet til procenter: En nedgang på 35 procent.

Fraregner man FC Midtjyllands kampe, blev gruppespilskampene i 2020 gennemsnitligt set af 64.029 seere. I 2019 var gennemsnittet 80.956, hvilket svarer til en nedgang på 21 procent.

--------------------------

FC Barcelonas 18 gruppekampe de sidste tre sæsoner er blevet vist på dansk tv. Her er tallene gået fra 121.500 i snit i 2018 til 80.833 i 2020. En nedgang på 34 procent.

Real Madrid fik vist 15 kampe i samme periode og oplevede en nedgang 33 procent.

Manchester United fik vist alle gruppekampe i 2018/19-sæsonen og igen i 2020/21-sæsonen Her har nedgangen i seere været betragtligt lavere. Fra godt 131.000 til 128.000 seere - eller en procentuel nedgang på bare to procent.

Kilde: Gallup

Bearbejdning: Ekstra Bladet

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.