Misset genforening: Nu mødes de

Der blev ingen genforening mellem Lionel Messi og Pep Guardiola. I stedet mødes de nu i Champions League

Misset genforening: Nu mødes de

Lionel Messi til Manchester City.

Sådan lød vedholdende rygter, da Lionel Messi i første omgang ønskede sig væk fra FC Barcelona og sidenhen da det stod klart, at den argentinske superstjerne ikke skulle fortsætte i den catalanske storklub.

Men som bekendt blev det ikke til den blandt mange forventede genforening mellem manager Pep Guardiola og Messi, der arbejdede sammen i Barcelona fra 2008 til 2012.

Messi skiftede i stedet til Paris Saint-Germain og får i stedet nu Guardiola som modstander, når PSG tirsdag tager imod Guardiolas City i Champions League-gruppespillet.

Man skal tilbage til 2016 for at finde det seneste møde i Champions League mellem Lionel Messi og Pep Guardiola. (Arkivfoto) Foto: Josep Lago/Ritzau Scanpix
Man skal tilbage til 2016 for at finde det seneste møde i Champions League mellem Lionel Messi og Pep Guardiola. (Arkivfoto) Foto: Josep Lago/Ritzau Scanpix
 

Britiske medier vurderer, at Messi kunne være havnet i City, hvis det ikke havde været for klubbens storindkøb Jack Grealish, der kostede knap 900 millioner kroner.

Indkøbet af Grealish blev officielt samme dag, 5. august, som det stod klart, at Messi og Barcelona skulle skilles.

- Lige nu er han ikke i vores tanker, sagde Guardiola dengang om muligheden for at hente Messi, som kort efter blev præsenteret i Paris.

Her har Messi ikke fået nogen drømmestart. I Champions League blev det til en skuffende debut i den uafgjorte kamp mod Club Brugge, og i den franske liga er det kun blevet til to optrædener og 100 spilminutter, efter at han i forrige weekend udgik med en knæskade.

Denne har gjort ham til tvivlsom til mødet med Manchester City, men mandag deltog han i træningen i fuldt omfang, hvorfor han nu forventes at kunne få spilletid i storkampen.

Det håber Guardiola i hvert fald.

- Forhåbentlig kan han spille tirsdag til gavn for spillet, siger Guardiola på et pressemøde tirsdag ifølge Reuters.

Han havde ikke regnet med at se Messi forlade Barcelona.

- For et stykke tid siden havde man ikke kunnet forestille sig det, men livet er uforudsigeligt. Det vigtige nu er, at han bliver glad i Paris.

Mens Messi og Guardiola ikke har mødt hinanden siden mødet mellem Barcelona og City i efteråret 2016, er det kun få måneder siden, at City stod over for Paris Saint-Germain i Champions League.

I forårets semifinale vandt City samlet 4-1.