Nedlagde Real Madrid: Engelske medier i kæmpe Eriksen-hyldest

Christian Eriksen fremhæves som en af de helt store Tottenham-helte efter den imponerende CL-triumf over Real Madrid

Christian Eriksen scorede sit første CL-mål for Tottenham, da han var med til at nedlægge Real Madrid i London. (Foto: AP)
Christian Eriksen scorede sit første CL-mål for Tottenham, da han var med til at nedlægge Real Madrid i London. (Foto: AP)

Tottenham satte onsdag aften tyk streg under, at holdet hører til i den absolutte europæiske top.

Christian Eriksen og holdkammeraterne besejrede de regerende CL-vindere fra Real Madrid med 3-1 i London og har dermed sat kursen mod knockout-fasen i den prestigefyldte turnering.

Det har i høj grad været med danskeren som vejviser. I onsdagens brag var han nok engang en af de mest bemærkelsesværdige profiler på græsset, da han sammen med Dele Alli viste vejen i den meriterende sejr.

Sidstnævnte nettede to gange, mens Eriksen kom på tavlen ved 3-0-scoringen, inden Ronaldo reducerede for gæsterne.

Men det er Tottenham-duoen, der løber med overskrifterne i de engelske aviser, hvor Alli selvsagt høster de største roser, omend Eriksen er lige i slipstrømmen på den engelske stjerne.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Cristiano Ronaldo kom ligesom Christian Eriksen på tavlen, men det var danskeren, der havde mest at glæde sig over i London onsdag aften. (Foto: AP)
Cristiano Ronaldo kom ligesom Christian Eriksen på tavlen, men det var danskeren, der havde mest at glæde sig over i London onsdag aften. (Foto: AP)
 

Danskeren belønnes således med karakterer i den høje ende, efter han satte trumf på triumfen med en scoring, der var hans første i Champions League for Tottenham.

Hos The Telegraph udløser præstationen et 8-tal på 10-skalaen, og hos det store engelske medie hæfter man sig især ved, at den offensive kreatør bidrog enormt i det defensive arbejde.

- Hans presspil, når han var uden bolden, og det uselviske løbearbejde, havde allerede haft enorm effekt på kampen, inden han på fantastisk vis afsluttede et flydende angreb ved at sende Tottenham på 3-0, lyder bedømmelsen.

Se Eriksens scoring - og de øvrige kasser fra Tottenham-festen øverst

Kun Dele Alli scorer med karakteren 9 højere end danskeren - og det billede gør sig ligeledes gældende hos The Independent, hvor Eriksens træffer, der lukkede festen, får stor vægt i bedømmelsen.

Også i disse spalter er der et 8-tal til danskeren, mens den dobbelte målscorer er et enkelt hak højere i tabellen.

Daily Mirror her også vurderet danskeren i den bedre ende. 8-tallet går igen her og ledsages af en sætning, der ikke kan aflæses meget negativt i.

- Deltog aktivt og bidrog med sin tilstedeværelse, inden han viste sin kølighed, da han gjorde det til 3-0, lyder det her.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Tottenham-spillerne havde masser at juble over onsdag aften. Med sejren over Real Madrid er man sikre på videre avancement i Champions League. (Foto: AP)
Tottenham-spillerne havde masser at juble over onsdag aften. Med sejren over Real Madrid er man sikre på videre avancement i Champions League. (Foto: AP)
 

Generelt er der stor ros til den danske landsholdsspiller for hans evne til at afslutte simpelt og effektivt i forbindelse med træfferen, der reelt slukkede al håb for Real Madrid.

Men Eriksen kunne være kommet på tavlen længe inden da - og hans misser i begyndelsen af dysten trækker lidt ned hos Daily Mail, som vurderer indsatsen til 7,5 ud af 10.

- Rolig og behersket afslutning ved det tredje mål. Formåede ikke at få kontrol over Harry Kanes aflevering efter 10 minutter, hvor han ellers kunne have scoret endnu et mål. Får maskinen til at køre hos Tottenham, skriver avisen.

3-1-sejren betyder, at Eriksen og Tottenham er matematisk sikre på videre avancement fra Gruppe H. 10 point for fire kampe er nok til at sikre billetten, da Dortmund på tredjepladsen har haft et miserabelt pulje-spil, hvor det blot er blevet til to point.

Det samme har Apoel på 4. pladsen, hvorfor Real Madrid trods nederlaget altså stadig ligger lunt i svinget med henblik på en plads i 1/8-finalen. Med syv point har de forsvarende mestre i turneringen stadig et hul på fem point ned til nærmeste forfølger.

Fik du set Eriksen sætte ord på triumfen? Her taler han om den store bedrift:

Se også: Eriksens drømmeaften - rundbarberede Real

Se også: Målscorer Eriksen: Vi kunne have vundet endnu større

50 kommentarer
Vis kommentarer