Årets Champions League-turnering tegner til at blive afviklet som en mini-slutrunde med knockoutkampe fra kvartfinalerne, hvor alle holdene samles et sted.
Beslutningen træffes senest 17. juni, men Lissabon i Portugal er klar favorit som værtsby, skriver både spanske, italienske og tyske medier.
Oprindeligt skulle finalen have været spillet 30. maj i Istanbul.
Udsættelse uden deltagelse af tilrejsende fans fungerer dog ikke økonomisk for den tyrkiske storby, hvorfor man ser på alternativer.
Ifølge Bild har fodboldforbundene i Rusland, Tyskland og Portugal meldt sig på banen som værter i henholdsvis Moskva, Frankfurt og Lissabon for, hvad den tyske avis kalder en 'blitzturnering'.
Grundet den udbredte coronasmitte i Rusland blev Moskva hurtigt forkastet.
Udover lavt smittetryk og en forbilledlig håndtering af coronakrisen har Lissabon den fordel, at der ikke er flere portugisiske hold tilbage i turneringen.
En placering i Frankfurt ville kunne give de resterende tyske hold - Leipzig og potentielt Bayern München - en hjemmebanefordel.
Fire hold er videre til kvartfinalerne, mens der stadig mangler returopgør i de resterende fire.
Planen er at afvikle turneringen først i august og ifølge Football Italia som en slutrunde med knockoutkampe.
Rapport: Fodboldkamp kostede 41 dødsfald
Blev fyret for at tage fra klubkassen: Har hørt fra danske klubber
Medie: Regering klar til Superliga-forsøg
Expressen har talt med Lars-Christer Olsson fra UEFA's eksekutivkomite, men svenskeren vil ikke bekræfte oplysningerne.
- Der har været diskuteret flere formater, hvilket man er nødt til at gøre, når man er oppe imod en modstander som coronavirussen. Man skal have flere alternativer, siger han.
- Ingen af alternativerne er specifikt udpeget, men der findes en særskilt arbejdsgruppe, som arbejder med disse spørgsmål, og der kommer svar i forbindelse med vores møde 17. juni, lyder det fra Lars-Christer Olsson.