Pogbas giga-brøler koster United point

Paul Pogba stod med en gigantisk afbrænder for personificeringen af et uinspireret Manchester United-mandskab, der tog til Valencia og tabte 2-1

Paul Pogba skal have indstillet sigtekornet efter sin enorme afbrænder mod Valencia. Foto: Alberto Saiz/AP/Ritzau Scannpix
Paul Pogba skal have indstillet sigtekornet efter sin enorme afbrænder mod Valencia. Foto: Alberto Saiz/AP/Ritzau Scannpix

Selv om vi med hastige skridt nærmer os julen, så er det langt fra sikkert, at José Mourinho og Paul Pogba er på julegave med hinanden. Endsige julekort.

Pogba er utilfreds med tilværelsen i Manchester United - og manageren er kendt for med at give franskmanden den kolde skulder.

Mod Valencia fik han chancen fra start med portugisiske bemærkninger i pressen om, at Pogba forventeligt ville sætte sit præg på kampen.

Det gjorde han - men ikke for det positive.

For på sin eneste chance i den kamp, der med lodder og trisser kunne sende United foran Juventus i Gruppe H, formåede den franske midtbanespiller at sparke Marouane Fellainis frispilning forbi mål. Fra to meters afstand!

Ikke just en aktion, der fremtvinger managerens respekt - og heller ikke lige det, United havde brug for.

Han kunne nemlig have udlignet til 1-1, efter at Carlos Soler havde bragt hjemmeholdet foran efter et kvarter.

Det havde nu ikke været fortjent, for englænderne tjekkede aldrig rigtig ind på Mestalla, hvor de overlod initiativet til de spanske værter, der låst fast på tredjepladsen omvendt ikke havde andet end æren at spille for.

Den havde de i nydelig behold efter kampen, der endte med en 2-1-sejr - efter en ny United-koger ved scoringen til 2-0.

Den kom blot et minut inde i anden halvleg, hvor gæsternes Phil Jones i en bemærkelsesværdig glidende tackling sendte bolden resolut forbi Sergio Romero i United-målet.

Og det gjorde hverken fra eller til, at indskiftede Marcus Rashford headede et trøstemål hjem kort før tid.

Manchester United kan ydermere græmme sig over præstationen, da Juventus overraskende tog til Bern og tabte 1-2 til Young Boys. Dermed kunne de have taget gruppens førsteplads, der ville have betydet seedning til mandagens lodtrækning til 1/8-finalerne.

Men Paul Pogba og co. må finde sig i at spille andenviolin - franskmanden formentlig i dobbelt betydning i den kommende tid.

Se også: Real Madrid i historisk nedtur: Største nederlag nogensinde

Se også: Fodboldboss suspenderet efter sexanklager

Se også: Fik et grotesk afslag: Var to centimeter for lav til klubskifte

8 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere