Poulsen og Leipzig tager stort skridt mod CL-avancement

Med udesejren over Zenit Skt. Petersborg lagde RB Leipzig sig klart i spidsen for Champions League-gruppe

Det blev tre vigtige point til Yussuf Poulsen og Leipzig. Foto: Olga Maltseva/Ritzau Scanpix
Det blev tre vigtige point til Yussuf Poulsen og Leipzig. Foto: Olga Maltseva/Ritzau Scanpix

Tyske RB Leipzig er god på vej til at nå ottendedelsfinalerne i Champions League for første gang i klubbens historie.

I den tidlige kamp i gruppe G tirsdag aften vandt holdet med 2-0 på udebane over russiske Zenit Skt. Petersborg.

Sejren bringer Leipzig på ni point for fire kampe, mens russerne ligesom nummer to, Lyon, har fire point. Benfica har på sidstepladsen tre point inden udekampen klokken 21 i Frankrig mod Lyon.

Der var tale om en helt fortjent sejr til Leipzig, der bare var bedst målt på spil og chancer.

Efter 14 minutter troede det tyske hold, der gav fuld spilletid til Yussuf Poulsen, at det havde bragt sig foran på skuddet fra Marcel Halstenberg, som fra kanten af feltet sendte bolden i mål ved fjerneste stolpe.

Men dommeren genså scoringen via VAR omkring ti gange, inden han vurderede, at en Leipzig-spiller havde taget hånden til hjælp tidligere i angrebet.

Det var en afvekslende halvleg, hvor begge hold havde muligheder, ikke mindst i slutfasen.

Kort inden pausen brød Sardar Azmoun igennem i feltet for hjemmeholdet og afsluttede snert forbi stolpen, og øjeblikke efter fik Leipzig frispark i en god position uden for feltet i tillægstiden.

Forsøget blev i første omgang afværget, men riposten havnede hos Diego Demme, der resolut hamrede bolden i mål fra feltets bue til 1-0.

Godt et kvarter efter pausen blev det så 2-0. Svenske Emil Forsberg spillede bolden i dybden til Marcel Sabitzer, der i feltet rundede keeper Mikhail Kerzhakov og scorede.

Russerne havde ikke værktøjerne til at ændre slagets gang, og nu kan tyskerne allerede i næste runde sikre billetten til næste stadie af Europas fineste klubturnering.

Se også: Grotesk situation for Liverpool
Se også: Flået af hylderne: Bendtner har kultstatus
Se også: Sportsstjerne tilstår voldtægt - og slipper billigere

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere