Real Madrid vinder Champions League

Real Madrid vinder Champions League efter kaotiske scener ved stadion før kampen og en pragtpræstation af Thibaut Courtois

Følg Fodbold
Følg Champions League

Aftenens Champions League-finale blev udsat i hele 36 minutter på grund af yderst kaotiske scener både på og uden for stadion. UEFA kritiseres heftigt for sikkerhedshåndteringen, og der blev bl.a. benyttet tåregas i områder med helt almindelige fans.

Kampen blev omsider fløjtet i gang klokken 21.36 - altså over en halv time forsinket.

Der var kæmpe kaos på og uden for stadion før Champions League-finalen. Foto: Kai Pfaffenbach/Ritzau Scanpix
Der var kæmpe kaos på og uden for stadion før Champions League-finalen. Foto: Kai Pfaffenbach/Ritzau Scanpix
 

Som mange måske havde forventet var det to kontrollerede hold, vi fik at se i kampens indledning.

Liverpool var mest på bolden, men fik først skabt noget farligt efter et kvarter.

Trent Alexander-Arnold brød igennem på højrekanten og leverede en cutback-aflevering til Salah, der kun fik en akavet afslutning rettet mod Thibaut Courtois i Madrid-målet. Courtois reagerede hurtigt og fik afværget skuddet.

Chancen opildnede tilsyneladende Liverpool-spillerne, for i de næste minutter trykkede de yderligere på og tvang Thibaut Courtois til flere redninger.

Efter 20 minutters spil viste Sadio Mané klassen med et hurtigt temposkifte på kanten af feltet og en afslutning, som Courtois kun med nød og næppe fik handsken på. Den belgiske keeper fik banket bolden ud på stolpen og kunne efterfølgende samle den op tæt på målstregen. Real Madrid slap med skrækken.

Thibaut Courtois måtte levere en pragtredning på skuddet fra Sadio Mané. Foto: Thomas Coex/Ritzau Scanpix
Thibaut Courtois måtte levere en pragtredning på skuddet fra Sadio Mané. Foto: Thomas Coex/Ritzau Scanpix
 

Omtrent halvvejs i første halvleg fik Real Madrid endelig lidt tid på bolden, men Kongeklubben fik ikke skabt kongechancer overhovedet.

Tværtimod var det igen duoen Alexander-Arnold og Salah, der var farlige. Et indlæg fra Alexander-Arnold havnede i panden på egypteren, men Courtois kunne trygt gribe bolden.

Der skulle gå hele 42 minutter, før Real Madrid bed fra sig. Og det var naturligvis Karim Benzema, der var på spil for Los Blancos.

En lang aflevering af David Alaba endte hos målmaskinen Benzema, og efter en del kludder-mudder fik Benzema sparket bolden i kassen.

VAR skulle efterfølgende tjekke episoden, og hele stadion holdt vejret i adskillige minutter, mens VAR-teamet dissekerede de langsomme gengivelser. Desværre for Benzema hang hans venstre fod for langt tilbage i situationen, og der blev korrekt dømt offside.

Benzema måtte vente i flere minutter, indtil hans landsmand, dommer Clement Turpin, fløjtede for offside ved målet. Foto: Franck Fife/Ritzau Scanpix
Benzema måtte vente i flere minutter, indtil hans landsmand, dommer Clement Turpin, fløjtede for offside ved målet. Foto: Franck Fife/Ritzau Scanpix

Anden halvleg startede lidt ligesom første, nemlig med Liverpool mest på bolden.

Der blev også gået til stålet, og 10 minutter inde i halvlegen måtte Real Madrids Éder Militão modtage behandling efter en duel med colombianske Luis Díaz.

Få minutter senere kom så Real Madrids anden store mulighed i kampen.

Federico Valverde førte bolden frem på højrekanten og fik lov til at løbe helt ind i feltet. Spanieren sendte, hvad der lignede et skud på mål mod den bagerste stolpe, hvor Vinicius Jr. helt umarkeret kunne sparke bolden i mål.

To chancer, to mål - ét annulleret efter VAR.

Sådan så det ud, da Vinicius Junior gjorde det til 1-0 til Real Madrid. Foto: Gonzalo Fuentes/Ritzau Scanpix
Sådan så det ud, da Vinicius Junior gjorde det til 1-0 til Real Madrid. Foto: Gonzalo Fuentes/Ritzau Scanpix

Kort efter forsøgte Mohamed Salah i bedste Arjen Robben at tage et træk ind i banen og afslutte fra kanten af feltet, men igen leverede Courtois en pragtredning i Real Madrid-målet.

Liverpool-manager Jürgen Klopp satsede på nye kræfter på banen efter 1-0 scoringen. Diogo Jota, Naby Keïta og Roberto Firmino kom alle ind, og så skulle Liverpool på jagt efter den altafgørende udlignende scoring.

Den var Salah uhyre tæt på at score efter 82 minutter. Med et vidunderligt første touch på bolden kom han forbi sin direkte modspiller, men endnu en gang parerede Thibaut Courtois afslutningen på tæt hold. 30-årige Courtois leverede ganske enkelt én af karrierens bedste præstationer her til aften.

Thibaut Courtois parerer afslutningen fra Salah. Foto: Gonzalo Fuentes
Thibaut Courtois parerer afslutningen fra Salah. Foto: Gonzalo Fuentes

Liverpool kom aldrig tættere på, og dermed kan Real Madrid lade sig hylde som Champions League-vindere 2022.

Det er Kongeklubbens 14. Champions League-trofæ i historien, og de sidste ni år har de vundet den største europæiske turnering fem gange.

Mere fra Ekstra Bladet+

'Tøsedrengen'

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind