Real-stjerne nægter bid - men her er beviset!

Real Madrids forsvarsprofil Dani Carvajal blev beskyldt for at bide sin modstander Mario Mandzukic i Champions League-kampen mod Atlético. Men det nægter hovedpersonen

Er der én ting, man altid kan forvente i et Madrid-derby, så er det drama. Masser af drama.

Gårsdagens opgør mellem Atlético og Real Madrid på Estadio Vicente Calderón var da heller ingen undtagelse.

Især var kroatiske Mario Mandzukic i fokus store dele kampen. Angriberen havde flere hårde dueller med Madrid-forsvaret, og i anden halvleg blev han endda slået til blods af Sergio Ramos i forbindelse med en hovedstødsduel.

Se også: Ramos: Blodtud var ikke med vilje

Kampens helt store samtaleemne var dog en anden episode med en anden Real-forsvarsspiller.

Udeholdets højreback Dani Carvajal havde også utallige nærkampe med Mandzukic i løbet af opgøret, og den spanske landsholdsspiller fik efter en times spil nok af kroatens hårde spil.

Carvajal plantede to knytnæveslag mod Mandzukic' maveregion - en handling som fortjente rødt kort, men ingen af kampens dommere så situationen.

Udover knytnæve-slagene blev backen også beskyldt for at bide Mandzukic på armen - noget som tv-billederne hverken kunne be- eller afkræfte.

Hovedpersonen nægtede dog pure, da han kom til tasterne efter kampen.

 

- Jeg så efter kampen, at jeg blev beskyldt for at bide en modstander. Jeg vil gerne gøre det meget klart, at jeg ikke bed nogen eller prøvede på det, skrev Carvajal på sin Twitter-konto.

Mandzukic kommenterede ikke selv på episoden efterfølgende, men i mixed zone efter opgøret blev der taget et billede af kroatens arm, hvor man kunne ane et sår præcis det sted, hvor Carvajal førte sit hoved ned til.

Uanset hvad risikerer Carvajal karantæne for sine slag mod Mandzukic - noget som kampens serbiske dommer overså - men UEFA's disciplinærudvalg har mulighed for at tage sagen op på baggrund af tv-billederne.

Dommeren var da heller ikke videre populær i Atlético-lejren.

- Man kan ikke sætte en serbisk dommer til at dømme sådan en kamp. En dommer fra en lavere liga skal ikke dømme den - det er ikke seriøst. Dommeren var meget dårlig. Jeg forventer, at en bedre dommer bliver sat på opgaven til næste kamp, sagde Atlético-profilen Mario Suarez ifølge AS.

Suarez' holdkammerat Miranda var enig.

- Jeg vil ikke kommentere alt for meget på dommeren, men nej - en dommer fra en lavere liga skal ikke dømme sådan en kamp.

Kampen endte 0-0 på Calderón. Der er returkamp onsdag i næste uge på Bernabeu. Du kan se højdepunkterne i videoen nedenunder:

52 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere