Revser Ronaldo: Sæt dig ned, mand!

United-stjernens tendens til at agere assistenttræner på sidelinjen er noget mærkeligt noget, mener to tidligere topspillere

- Lad mig være helt ærlig. Hvis det havde været mig, der var træner, havde jeg bedt ham sætte sig ned.

Rio Ferdinand syntes godt nok, det var belastende at se den tidligere holdkammerat i Manchester United, Cristiano Ronaldo, stå på sidelinjen og gestikulere og råbe, som var han en anden cheftræner.

Det er Ole Gunnar Solskjær - en anden af Ferdinands tidligere holdkammerater i United.

Ronaldo er spiller. Superstjerne med priviligier sandsynligvis - men stadig blot en spiller.

Derfor skar det i øjnene på Ferdinand som ekspert i BT Sports studie tirsdag aften at se Ronaldo stå dér på sidelinjen mod slutningen af tirsdagens Champions League-kamp mod Young Boys.

I øvrigt sammen med landsmanden og kammeraten Bruno Fernandes, der dog stadig var på banen.

Ronaldo scorede for United, der dog tabte kampen til Young Boys. Foto: Denis Balibouse/Reuters/Ritzau Scanpix
Ronaldo scorede for United, der dog tabte kampen til Young Boys. Foto: Denis Balibouse/Reuters/Ritzau Scanpix
 

Ferdinand står ikke alene med kritikken.

Også Peter Crouch undrer sig over, at Ronaldo ikke blev sat på plads af Solskjær.

- Hvis jeg havde siddet på bænken, havde jeg bedt ham sætte sig ned også, kom det fra Crouch.

Han tilføjer dog, at der netop i Ronaldos tilfælde er tale om en person, der sandsynligvis har lidt andre privilegier end de fleste.

- Han er Cristiano Ronaldo, det er derfor, du lader ham gøre det, kom det fra den tidligere Liverpool-stjerne.

Læs også: Dyr jager Ronaldo på flugt

Scenerne i Bern mindede om EM-finalen i 2016, hvor en skadet Ronaldo tidligt var blevet skiftet ud. Mod slutningen af kampen, hvor portugiserne sensationelt førte 1-0, havde han dog fået skaden så meget under kontrol, at han nærmest side om side med landstræner Fernando Santos råbte og dirigerede med en iver, så man øjeblikkeligt blev bekymret for hans helbred.

- Han vil vinde. Han er helt desperat for at vinde, og han kan ikke kontrollere det, sagde Rio Ferdinand i tv-studiet.

Ronaldo og co. tabte i øvrigt kampen 2-1. Se højdepunkterne fra kampen herunder.