Ronaldo skød Real Madrid til CL-ekstase

Lillebror Atlético må stadig indtage offerrollen, når han udfordrer storebror Real uden for den hjemlige matrikel i Madrid – en ellers bleg Ronaldo blev matchvinder

Den robuste lillebror har efterhånden lært at banke sin arrogante storebror på den hjemlige græsplæne. Men når det handler om konfrontationer uden for den hjemlige matrikel, rækker evnerne og heldet endnu ikke.

Derfor vil mægtige Real håndhæve håneretten i Madrid en rum tid fremover. Og derfor vil Atlético stadig påberåbe sig rollen som den underdog, der altid bliver ramt af alverdens urimeligheder.

Det kan de ret beset også gøre med en vis ret. For Real har så sandelig forpagtet heldet i begge de Champions League-finaler, rivalerne har udkæmpet de seneste tre år.

Med en 6-4-sejr efter straffespark blev Ronaldo matchvinder, og Real hentede sin 11. pokal i mesterholdenes turnering, mens Atlético stadig må kigge langt efter den første.

Se afgørelse i tv-afspilleren over artiklen

Bødlen var i første omgang tæt på at blive den samme som for to år siden i Lissabon, hvor Sergio Ramos tre minutter inde i dommerens tillægstid steg til vejrs, udlignede til 1-1 og var årsagen til den forlængede spilletid, hvor Real havde hele det mentale overskud.

Siden har Sergio Ramos ikke scoret i Champions League, men han forstår at gemme pletskuddene til de store lejligheder. Denne gang var der kun spillet et kvarter, da han fra nært hold – og mistænkeligt tæt på at være offside – fik rørt bolden nok til, at den gik ind bag slovenske Jan Oblak.

Se Ramos' mål her:

Se også: TV: Her er beviset - Reals mål var 23 cm offside

Det skete fra meget nært hold, efter at en i starten veloplagt Gareth Bale med hovedet havde forlænget Toni Kroos’ frispark fra venstre side.

Det skete ti minutter efter, at Casemiro fra lige så tæt hold fik styret Bales frispark lige ind i fødderne på Oblak.

Resten af halvlegen var chancefattig og tydeliggjorde, at det ikke er let at omstille Atleticos defensive dræbermaskine til målsøgende bold.

Efter pausen smed Diego Simeone hurtige Yannick Carrasco på banen, og han skulle blive særdeles toneangivende i fortsættelsen.

Det var nu ikke hans skyld, at Atlético minuttet senere fik holdets første, store chance. Det var derimod Pepes, for han nedlagde klodset Fernando Torres bagfra i feltet, og så skulle normalt så træfsikre Antoine Griezmann ekspedere. Det gjorde han – op på overliggeren.

Se Griezmanns brændte straffespark her:

De stribede pressede på, men Real havde med en gennemsnitsalder på 28 år og 175 dage og et hav af internationale storkampe rutinen til at holde stand og slå kontra.

I det 70. minut sendte Luka Modric smukt Karim Benzema af sted på en friløber, men her slog rutinen ikke til. Franskmanden plantede den potentielle matchbold i brystet på Oblak. Og det gjorde den heller ikke otte minutter senere, da Bale og en på aftenen meget bleg Ronaldo brændte en dobbeltchance i feltet.

De tre angribere må have bandet inderligt, da 21-årige Carrasco i det 79. minut udlignede på Juanfrans skarpe indlæg og gjorde sig til den første, belgiske målscorer i en CL-finale.

Se belgierens udligning her:

For to år siden gav Ramos’ sene udligning mental og fysisk medvind i den forlængede spilletid. Så entydigt var det ikke denne gang. Der var snarere tale om skyttegravskrig mellem de krampetruede krigere, og sidste fløjt før straffesparkskonkurrencen var for mange en forløsning.

Den endelige finaleforløsning stod – tjah, Ronaldo – for, da han efter Juanfrans stolpeskud kunne afgøre på det femte forsøg fra pletten.

Sejren var historisk, for 14 gange har Real besøgt San Siro uden at kunne vinde.

Men den var ikke mindre historisk for træner Zinedine Zidane, der nu er den syvende titelindehaver som både spiller og træner. Allermest står den dog som en velplaceret skalle til alle de skeptikere, der ikke har troet på hans leder-kompetencer. Franskmanden havde selv sagt, at kampen for omverdenen ville definere Reals sæson.

Det blev en fin en af slagsen.

Se også: TV: Her er beviset - Reals mål var 23 cm offside

Se også: Ekspert: Atletico er blevet Reals værste modstander

Se også: Så meget tjener Real og Atletico på Champions League

151 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere