- De blev ydmyget. Paris Saint-Germain var det bedste hold, og det samlede resultat virker nu afgjort.
Sådan lød det fra tv-eksperten Gary Neville på beIN-sport efter Manchester Uniteds 0-2-nederlag hjemme mod franske PSG i den første af to Champions League-1/8-finaler tirsdag aften.
Den udmelding har Nevilles tidligere holdkammerat Peter Schmeichel ikke stor forståelse for.
- Jeg forstår ikke, hvorfor Neville siger det, siger Schmeichel til samme tv-kanal.
- Hvis nogen har været med til at kreere mirakler for den klub, så er han da en af dem, siger Schmeichel og tænker sikkert på The Treble-sæsonen i 1999, hvor både Gary Neville og den nuværende manager var med til at vinde Champions League-finalen 2-1 mod Bayern München efter at have været bagud til det 89. minut.
- Der er en periode på tre uger nu, alt kan ske før returkampen og tag ikke fejl af, at United har lært meget af den første kamp. Forfærdelig meget.
- På tre uger kan du forbedre dig meget. Du kan træne meget, og du kan komme op med en ordentlig plan, lyder det fra Schmeichel.
For Manchester United var der tale om første nederlag under den nye manager Ole Gunnar Solskjær, der overtog i december, og da PSG endda måtte undvære store navne som Neymar og Edinson Cavani så var håbet stort for Manchester United.
Tidligere skader til Anthony Martial og Jesse Lingard ødelagde dog meget for United, der led klubbens største europæiske nederlag på hjemmebane, men nemt kunne have tabt større.
Der er returkamp i Paris på Parc des Princes 6. marts.
Raser over kendt tv-ekspert: - Han er et problem for kanalen