Se brillant brasser brage Juventus i finalen

Den 34-årige brasilianer havde en fod med i alle italienernes fire mål i de to semifinaler mod Monaco, og han lukkede ballet med et drøn af en helflugter

Med et brag af en flugter lukker Dani Alves reelt ballet mod Monaco. Foto: AP
Med et brag af en flugter lukker Dani Alves reelt ballet mod Monaco. Foto: AP

Det seneste år har stadig flere fodboldfans tilsluttet sig kredsen af uforstående. For hvordan kunne Barcelona sidste år lade en mand som Dani Alves gå?

For højrekanten, der har stopfodret Lionel Messi med målgivende pasninger har siden demonstreret, at han trods sine 34 år så langt fra er færdig.  Og da slet ikke i en klub som Juventus.

Tværtimod har brasilianeren haft en fremragende sæson for sit nye hold, og i de to semfinaler mod Monaco satte han en fed streg under sin betydning.

Da han kort før pausen og lidt udenfor straffesparksfeltet flugtede fremragende til bolden og gjorde det til 2-0, var det nemlig ikke alene dødstødet til monegaskerne. Det var også det fjerde mål imod dem, der bar hans signatur.

Alves lagde nemlig smukt op til begge målene i Juventus 2-0 sejr i Monaco for en uge siden, og hjemme i Torino var det også ham, der følt smed et indlæg ind i panden på Mario Mandsukic, som efter 33 minutter i to forsøg kunne score aftenens åbningsmål hos sin kroatiske landsmand i buret, Danijel Subasic.

Lidt synd for Subasic, der på det tidspunkt allerede havde afvist samme Mandsukic og trinde Gonzalo Higuain i stor stil, mens hans unge holdkammerater mere febrilsk end faretruende havde forsøgt at spille sig frem til chancer i den anden ende hos kollega Gianluigi Buffon.

Håndbevægelsen er ikke tilfældig. Fingeren er rettet mod Dani Alves, banens bedste set over de to semifinaler. Foto: AP
Håndbevægelsen er ikke tilfældig. Fingeren er rettet mod Dani Alves, banens bedste set over de to semifinaler. Foto: AP

Den 39-årige keeper, der står bagest på et hold, der denne aften kunne fejre 50 hjemmekampe i alle turneringer uden nederlag og se frem til alle gode gange tre i sit forsøg på at vinde Champions League.

Han måtte godt nok endelig lukke en kasse ind, da stortalentet Kylian Mbappe fra få meter kunne udnytte Moutinhos fine forarbejde, men reduceringen til 1-2 var og blev kun kosmetisk.

Lidt drama kom der også, da polske Kamil Glik tilsyneladende bevidst – eller i det mindst uendeligt klodset - trampede en faldende Higuain på knæet, men det blev ved forskrækkelsen hos Juves fans, for argentineren kom på banen igen.

Og Alves? Der bliver godt nok gang i den i den side af banen, når han i finalen står overfor Real Madrids lige så offensivt begavede kantspiller, Marcello.

 

 

 

 

 

 

 

 

5 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere