Sensation i Barcelona

Slavia Prag kæmpede sig til 0-0 i Barcelona, hvor sammenføjningen blandt andet var i vejen for Lionel Messi

Slavia Prag kæmpede sig til overraskelsen. Foto: ALBERT GEA/Ritzau Scanpix
Slavia Prag kæmpede sig til overraskelsen. Foto: ALBERT GEA/Ritzau Scanpix

Slavia Prag har noget uventet fordoblet sin pointhøst i Champions League-gruppespillet.

Tirsdag aften lykkedes det nemlig den undertippede tjekkiske klub at holde stand på Camp Nou, da opgøret mod et stjernebesat Barcelona-mandskab endte 0-0.

Gæsterne sikrede sig det overraskende point ved at være uvant modige på en af verdens vanskeligste udebaner. I opspillet turde det tjekkiske mesterhold at spille bolden rundt langs jorden selv i pressede situationer.

Det købte tilpas meget tid til, at Barcelona ikke bare kunne føre angreb på angreb, som det ofte sker mod på papiret svagere modstandere.

Flere gange var det endda lige ved og næsten for Slavia Prag, som kom frem til gode muligheder efter perioder med direkte spil. I de sidste sekunder af første halvleg fik holdet annulleret et mål for offside.

Alt dette kunne dog have været anderledes, hvis Barcelona-backen Nélson Semedo havde været skarp, da han fik en friløber tidligt i opgøret, men portugiseren var uskarp.

Han var dog ikke ene om at slide med skarpheden.

Ti minutter før pausen måtte Jindrich Trpisovskys mandskab dog takke sammenføjningen for, at Lionel Messi ikke åbnede målscoringen, og tre minutter før pausen var målmand Ondrej Kolar i vejen for argentineren.

I anden halvleg var det Barcelonas tur til at få annulleret et mål for offside.

Bortset fra det annullerede mål skulle det ikke lykkes at få bolden forbi Ondrej Kolar.

Derfor kunne Slavia Prag-spillerne knytte næverne og juble over det ene point ved slutfløjt. Barcelona-spillerne modtog flere buhråb fra de halvtomme lægter, der ikke fik den forventede sejr og revanche efter weekendens beskæmmende 1-3-nederlag til Levante.

På trods af pointdelingen har Barcelona stadig kurs mod avancement fra gruppe F efter otte point i fire kampe. Slavia Prag er sidst med to point, mens Dortmund og Inter inden deres kamp senere tirsdag begge har fire point.

Se også: Poulsen og Leipzig tager stort skridt mod CL-avancement
Se også: Grotesk situation for Liverpool
Se også: Flået af hylderne: Bendtner har kultstatus

13 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere