Ser på FCK'er for at stoppe Cristiano Ronaldo

Malmö-træner Åge Hareide har sat sin back til at nærstudere FCK-spiller i jagten på at neutralisere Cristiano Ronaldo

Malmö får i aften besøg fra mægtige Real Madrid i Champions League, og nøglen til succes for svenskerne er formentlig at få Cristiano Ronaldo stoppet.

Malmö-træner Åge Hareide har inden kampen bedt Malmö-backen Anton Tinnerholm om at kigge på, hvordan FC København-backen Tom Høgli tidligere har stoppet Ronaldo i forbindelse med en kamp i kvalifikationen til EM 2012.

- Ronaldo kom ingen steder i den kamp. Tom Høgli udraderede Ronaldo totalt i den kamp. Video af den kamp skal jeg vise Anton, siger Hareide til Kvällsposten.

- Høgli gjorde det perfekt i den kamp. Mod en spiller som Cristiano Ronaldo, så handler det om at sidde tæt på ham og holde ham fejlvendt så meget som muligt og ikke give ham den mindste plads, siger Hareide.

Se også: Ronaldo risikerer værste måltørke i fem år

Malmö ser på, hvordan Tom Høgli tidligere har stoppet Cristiano Ronaldo (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Malmö ser på, hvordan Tom Høgli tidligere har stoppet Cristiano Ronaldo (Foto: Tariq Mikkel Khan)

Da Høgli dengang stoppede Ronaldo, der endte det faktisk med, at Ronaldo til sidst blev så irriteret, at han sparkede Høgli ned.

- Det var faktisk meget dejligt, og det gjorde godt, sagde Høgli dengang.

- Jeg havde studeret ham meget på video og vidste, hvad han ville gøre. Strategien var at stå stille så meget som muligt og ikke hoppe på hans finter, sagde Høgli.

Ifølge Hareide, så er Høgli og Malmö-backen Tinnerholm meget ens spillere, og derfor skal Tinnerholm altså nu nærstudere, hvordan FCK-backen stoppede Ronaldo.

Malmö har til kampen i øvrigt gjort det ekstra svært for Ronaldo ved at gøre banen to meter smallere. Hvor man normalt spiller med en bane på 70 meter i bredden, så tvinger UEFAs regler banen ned i 68 meter.

Tidligere kunne klubberne selv bestemme banens bredde, og Malmö har sat banen helt ned på 63 meter tidligere, og det ville Hareide gerne have gjort igen.

- Ja, eller måske helt ned til 50 meter, griner Hareide.

Åge Hareide var i weekenden i øvrigt i Danmark, hvor han så kampen mellem Brøndby og FC København. Her fik han dog ikke lov til at se ret meget til Høgli, der som bekendt måtte udgå med en skade efter tre minutter.

Se Ronaldos fem bedste Champions League-mål  i et klip lige her:

Se også: Værsgo - her er 36 gratis spillere til din klub

Se også: Christian Poulsen overvejer spændende tilbud

4 kommentarer
Vis kommentarer