Skrækmodstander kan vente på FCK

Hvis FCK slår The New Saints i CL-kvalifikationens anden runde, venter enten Røde Stjerne eller HJK Helsinki.

FC København får serbisk eller finsk modstand, hvis de forsvarende danske mestre slår The New Saints fra Wales ud i Champions League-kvalifikationens anden runde.

I en lodtrækning mandag i Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) hovedkvarter i schweiziske Nyon blev det afgjort, at FCK kan komme op imod vinderne af opgøret mellem Røde Stjerne Beograd eller HJK Helsinki.

Dermed undgår FCK, der var seedet i lodtrækningen, det højest rangerede hold, af dem der var useedet, græske Paok.

Røde Stjerne kvalificerede sig sidste sæson til Champions League-gruppespillet. Her endte holdet i en svær gruppe med Paris Saint-Germain, de senere vindere fra Liverpool og Napoli. Det endte da også med en fjerdeplads for serberne. Dog slog de undervejs Liverpool på hjemmebanen.

Røde Stjerne havde en forrygende sidste sæson som ubesejrede, hvor de vandt 27 kampe og spillede tre uafgjorte i den hjemlige serbiske liga. Så selvom Røde Stjerne ikke var det øverst-rangerede hold, så er det bestemt ikke nogen nem modstander, der potentielt venter FCK.

Det forventes ikke, at New Saint fra Wales kan stikke en kæp i hjulet på FCK i anden kvalifikationsrunde, men skulle det ske, så venter enten islandske Valur Reykjavik eller bulgarske Ludogorets i tredje kvalifikationsrunde til Europa League-gruppespillet.

Man skal tilbage til 2014-15-sæsonen for at finde HJK Helsinkis sidste deltagelse i et europæisk gruppespil. Her var finnerne i Europa League-gruppespillet, hvor FCK, Club Brugge og Torino var modstanderne.

De to kampe mellem HJK og FCK endte med en sejr til hver.

FC København spiller den første af to kampe mod The New Saints tirsdag klokken 19 på udebane. Der er returkamp i Parken onsdag 31. juli.

Går FCK videre, skal københavnerne vinde over enten Røde Stjerne eller HJK Helsinki samt klare sig igennem yderligere en kvalifikationsrunde, før billetten til Champions League-gruppespillet er i hus.

Se også: FCK-fans vrede på tv-kanal: Nu svarer de på kritikken

  Se også: Nu er det afgjort: Her er FCK's CL-modstander

  Se også: Dansker sparker Rosenborg forbi første CL-bump

334 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere