Stjernekeeperens dystre fortid: ’Mine ben begyndte lige pludselig at ryste’

Gianluigi Buffon kan blive den ældste Champions League-vinder nogensinde og har allerede skrevet sig ind i historien som en af verdens bedste målmænd – men livet har ikke altid været let for Juve-keeperen, der tilbage i 2003 og 2004 var ramt af depression og måtte have professionel hjælp

- Fansene er ligeglade med, hvordan du har det. Du bliver set som fodboldspilleren, idolet, så ingen tænker på at stoppe dig og spørge ’hey, hvordan har du det?' Foto: AP
- Fansene er ligeglade med, hvordan du har det. Du bliver set som fodboldspilleren, idolet, så ingen tænker på at stoppe dig og spørge ’hey, hvordan har du det?' Foto: AP

Når han brøler med på den italienske nationalmelodi, ligner han mest af alt en soldat, der er klar til at gå i krig for Italien. Og vinde den.

Når han står inde på stregen med knyttede næver struttende af testosteron, virker han usårlig. Bare synet af store, stærke Gianluigi Buffon kan få angribere til at miste selvtilliden.

Den 39-årige målmandslegende er en stor del af forklaringen på, at Juventus lørdag aften møder Real Madrid i Champions League-finalen i Cardiff.

Det er ikke for sjov, at de kalder ham Superman i Torino, men som med den rigtige Superman har Gigi Buffon også en anden side.

Når du har brækket et ben, kan alle se det. Men hvordan ser en depression ud? Der var ingen, der kunne se det dengang tilbage i 2003 og 2004.

For de italienske tifosi var Gianluigi Buffon stadig verdens bedste målmand, men selv var han begyndt at tvivle.

Buffon på Camp Nou inden kvartfinalen mod Barcelona. italieneren holdt sit mål rent på den svære udebane. Foto: AP
Buffon på Camp Nou inden kvartfinalen mod Barcelona. italieneren holdt sit mål rent på den svære udebane. Foto: AP

Ramt af fortvivlelse
Det er stadig et mysterium for ham, hvad der udløste depressionen, men den kom ikke længe efter Champions League-finalen i 2003.

Gianluigi Buffon var sikker på, at han skulle være finalehelt for Juve, men de zebrastribede tabte finalen til AC Milan efter straffesparkskonkurrence, og med en smøg i kæften uden for omklædningsrummet på Old Trafford spurgte Buffon ’hvornår helvede får jeg sådan en chance igen?’.

Måske var tvivlen allerede begyndt at snige sig ind dér, og i slutningen af 2003 og begyndelsen af 2004 sank han langt ind i mørket.

Han kørte til træning fuld af frygt, og fortvivlelsen ramte ham før og efter de store kampe.

- Det var, som om mit hoved ikke var mit, men en andens, har Buffon fortalt om sin mørkeste tid.

Buffon sendte i 1/8-finalen legendariske Iker Casillas ud af Champions League. Den tidligere Real Madrid-målmand er nu i Porto. Foto: AP
Buffon sendte i 1/8-finalen legendariske Iker Casillas ud af Champions League. Den tidligere Real Madrid-målmand er nu i Porto. Foto: AP

Smilede i frygtelig EM-kamp
Det var først i november 2008, at han fortalte om det frygtelige halve år i depressions forfærdelige favn. Et år senere tog den tyske landsholdsmålmand Robert Enke sit eget liv.

Han havde også fået professionel hjælp, men i Hannover 96-målmandens tilfælde endte det i tragedie.

Heldigvis fik Buffon løst sine problemer, og han husker stadig dagen, hvor han igen kunne stå i sit straffesparksfelt og smile.

- Det skete lige pludselig. Jeg plejede at være bange for at gå på banen, men ved EM i Portugal i kampen mellem Italien og Danmark, en frygtelig kamp, var jeg den eneste, der smilede, sagde Buffon i det interview på FIFA’s hjemmeside, hvor han for første gang afslørede sin hemmelighed.

Gianluigi Buffon hilser på Thomas Helveg før den EM-kamp i 2004, der blev et vendepunkt i kampen mod depressionen. Foto: AP
Gianluigi Buffon hilser på Thomas Helveg før den EM-kamp i 2004, der blev et vendepunkt i kampen mod depressionen. Foto: AP

I starten af sit sygdomsforløb holdt han det for sig selv. Ingen fik at vide, hvilke tanker han sloges med, og han spillede videre, som om alt var, som det skulle være.

Superman skulle ikke vise svaghedstegn.

- Problemet var, at hvis jeg havde sagt ’nu tager jeg væk i to måneder for at få det bedre’, så havde jeg været færdig.

- Fordi hver eneste gang bagefter, hvis jeg havde misset en redning eller noget, ville jeg være blevet mindet om den periode. Jeg kunne bare ikke tillade mig selv at trække mig i to-tre måneder for at få det bedre, har Buffon fortalt i et interview med The Guardian.

I stedet gik han hos en psykolog i et halvt år, og det hjalp ham enormt, selv om det krævede overvindelse at gå ind ad døren første gang.

- Jeg troede, at psykologer var folk, der billedligt talt stjal penge fra de usikre. Men det er de ikke. De er folk, der er i stand til at hjælpe dig.

- Finder du en god psykolog, vil han give dig mulighed for at tale om alt og åbne op uden den mindste frygt, og det er ingen nem ting.

Buffon er kendt for at give den gas under den italienske nationalmelodi. Foto: AP
Buffon er kendt for at give den gas under den italienske nationalmelodi. Foto: AP

Benene rystede
Den legendariske italienske målmand har stadig ikke forstået, hvorfor han blev ramt.

- Jeg var ikke tilfreds med mit liv og med fodbolden. Mine ben begyndte lige pludselig at ryste. Det var en mørk periode, for jeg er en smilende og optimistisk person.

- Jeg tænkte, hvordan kan en rig og normal person lide af depression? Det er forfærdelige øjeblikke. Du mister fuldstændigt fornemmelsen for dig selv, og intet er rationelt, fortalte Buffon i interviewet med FIFA’s hjemmeside, hvor han gjorde op med tabuet.

Efter at have holdt sine dystre tanker skjult i begyndelsen begyndte han at tale med sine nærmeste om det. Familier, venner, holdkammerater.

Det var dér, at det gik op for ham, at han havde et problem, men at det var ét, som kunne løses.

Siden den frygtelige kamp mod Danmark under EM har Buffon smilet, når han har været på banen, men fejl tager stadig hårdt på ham.

Buffon ærgrer sig efter nederlaget til Frankrig ved sidste sommer EM. Foto: AP
Buffon ærgrer sig efter nederlaget til Frankrig ved sidste sommer EM. Foto: AP

Andre målmænd i stand til at ryste dem af sig hurtigt, men for Buffon kan der gå en uge, før han atter er i balance.

Måske det er Buffons drivkraft, ikke at ville fejle, og så er der naturligvis trofæet med de store ører. Der skulle gå 12 år fra den aften i Manchester, til han fik chancen igen.

I Berlin tabte Juventus 3-1 til FC Barcelona i finalen i 2015, og nu står han så med sin - måske - sidste mulighed for at hente det trofæ, der vil gøre hans fantastiske karriere komplet.

- I flere år har jeg tænkt over, hvad der driver mig til at blive ved. Denne indre kamp giver mig stærk motivation.

- Hvis jeg havde vundet Champions League, ville jeg være tom. Det ansporer mig.

Jubel i Torino, da finalepladsen blev sikret. Foto: AP
Jubel i Torino, da finalepladsen blev sikret. Foto: AP

Tog turen med ned
For præcis ti år siden, 3. juni 2007, tabte han en Serie B-kamp med Juventus i Bari.

Verdensmesteren tog efter Calciopoli-skandalen turen ned i Serie B med ’Den Gamle Dame’, mens spillere Zlatan Ibrahimovic og Fabio Cannavaro smuttede.

Den form for loyalitet aftvinger respekt i hele fodboldverdenen, og ude foran fladskærmene vil millioner krydse fingre for, at Gianluigi Buffon, Juventus’ store leder, endelig får lov at holde Champions League-trofæet i sine store næver.

- Det ville betyde meget for mig. Det ville sammen med VM-titlen være den største glæde i min karriere. Det ville nærmest være en belønning - enden på en meget vanskelig vej brolagt med mod, stædighed og hårdt arbejde.

- Jeg har altid ønsket at vinde det, og jeg har altid været overbevist om, at jeg kunne gøre det. Det ville være stort, sagde Gianluigi Buffon i et interview med UEFA før den anden semifinale mod Monaco.

Lykkes det for målmandskæmpen at besejre Cristiano Ronaldos Real Madrid, vil han overtage Paolo Maldinis rekord som den ældste vinder af Champions League nogensinde.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Se også: Engelsk gigant køber verdens næstdyreste målmand

Se også: Astronomisk budkrig bryder ud: 18-årig kan blive verdens dyreste

Se også: Har sikret sig plads i CL-finale: Se Buffons atypiske fejring

Helena Seger holder af en god svømmetur. Da Zlatan skulle starte i Manchester  United, nægtede hun at blive indlogeret på et hotel uden pool.  foto: all over Kendte Fru Zlatans vilde luksusliv

Vidste du:

1) Juventus og Real Madrid mødes for 19. gang i den fornemste europæiske klubturnering. Begge klubber har otte sejr, mens to kampe er sluttet uafgjort.

2) I 1998 mødtes de to klubber i Champions League-finalen i Amsterdam. Real Madrid sejrede 1-0 på en scoring af Mijatovic. Zinedine Zidane var blandt de tabende finalister.

3) Real Madrid kan blive det første hold i Champions League-æraen, der genvinder trofæet. Sidste år slog de Atlético Madrid i finale.

4) Senest hold, der har vundet to år i træk, er AC Milan. Italienerne vandt Mesterholdenes turnering i både 1989 og 1990.

5) Det er 15. gang, at Real Madrid spiller en Europa Cup-/Champions League-finale. Spanierne har vundet 11 af 14 finaler. Juventus har bare sejret i to af otte finaler (1985 og 1996).

6) Juventus er det eneste ubesejrede hold i denne sæsons udgave af Champions League. De zebrastribede har vundet ni kampe og spillet tre uafgjort.

7) Bare tre mål har Gianluigi Buffon lukket ind i Champions League i denne sæson. Der er blevet scoret hele 17 gange mod Real Madrid.

8) Til gengæld har Real Madrid scoret i samtlige kampe og er med 32 mål det mest scorede hold i denne sæson.  Juventus står noteret for 21 scoringer.

9) Cristiano Ronaldo har lavet ti mål i Champions League i denne sæson – ét færre end Lionel Messi. Gonzalo Higuaín er med fem scoringer Juve-topscorer.

10) Sikkerheden er i top til finalen. 2000 betjente er på arbejde I Cardiff, og taget på Millennium Stadium er af sikkerhedshensyn rullet på.

3 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere