Tilbage i varmen: I aften skal Andreas holde styr på Agüero

Et trænerskifte i Mönchengladbach har sendt Andreas Christensen tilbage i startopstillingen, og i aften venter Manchester City

Andreas Christensen kan få chancen for at spille sig rigtigt igang hos Mönchengladbach, i onsdagens Champions League-kamp mod Manchester City. (Foto: Polfoto)
Andreas Christensen kan få chancen for at spille sig rigtigt igang hos Mönchengladbach, i onsdagens Champions League-kamp mod Manchester City. (Foto: Polfoto)

Andreas Christensens start i Mönchengladbach har været noget turbulent. Efter en forrygende første kamp i den tyske pokalturnering, hvor holdet vandt 4-1 over St. Pauli, var der knap så meget at juble over for danskeren i klubbens Bundesliga-kampe.

Efter at være startet inden i klubbens første kamp mod Dortmund, blev den 19-årige dansker de næste tre kampe henvist til bænken.

Men med fire nederlag ud af fire kampe, blev posen rystet, og Andreas Christensen fik igen chancen mod FC Köln. Desværre var det ikke en fordel for Mönchengladbach, og fem runder med nederlag blev dråben for træneren Lucien Favre.

Dagen efter nederlaget, valgte han at sige sin stilling op, som en konskvens af de manglende resultater til holdet, der imponerede alt og alle i sidste sæson, og sluttede på en tredjeplads i Bundesligaen.

Ny træner gav chancen
Det blev Andreas Christensens chance. Da klubbens U23-træner, André Schubert, trådte til som afløser, lod han lod den danske forsvarsspiller blive i startopstillingen, og de seneste to kampe er sejrene endelig begyndt at komme til holdet.

Dermed er den danske U21-landsholdsspiller på rette vej, efter et skuffende ophold i Chelsea. Her fik han først debut i forårets sidste kamp, men Mourinho gjorde det også meget klart, at han ikke var synderligt interesseret i at bruge spillere fra Chelseas eget fodboldakademi, som Andreas Christensen var en del af

- Han var jo ikke noget i Chelsea, så det var jo smart nok at blive lejet ud til Borrusia Mönchengladbach. Det er et godt hold, så det har måske været sværere end forventet, at komme på fra start, men han er på rette kurs, siger Niels Christian Frederiksen, der kommenterer Champions League for TV3 Sport.

Farvel til en stor træner
Selvom der endelig er lidt medgang på vej til den tyske storklub, så er tabet af Lucien Favre en stor kamel at sluge for både spillere og fans.

Lucien Favre kom til klubben som træner i 2011, og han havde en stor andel i klubbens succes sidste sæson – hvilket gav ham stor respekt blandt alle klubberne i Tyskland.

Ifølge Niels Christian Frederiksen, var han dog også en speciel person – på godt og ondt.

- Han var en talentfuld, men også ret hysterisk træner. Han har nok sagt op en tre-fire gange, hvor klubben så har overtalt ham til at blive, og det var jo også ham, der sagde op denne gang. Samtidig er han en af de taktisk største trænere i Bundesligaen, så det er et stort tab for klubben, siger han.

Se også: Gladbach-træner siger op efter elendig sæsonstart

Uro i klubben
Det kom lidt ud af det blå, da Lucien Favre valgte at sige op, så midt i jagten på en ny træner, har André Schubert valgt at træde til som midlertidig træner. Han træner normalt klubbens U23-hold, men har fået en forrygende start som Bundesliga-træner.

Med to sejre i to kampe, har han altså gjort rent bord, og selvom det kan give mere ro på for klubbens ledelse, så kan det også betyde uro for spillerne.

- Det er klart, at de danser lidt i limbo. André Schubert er jo ikke en træner, man forventer, skal blive siddende i den post. Han er en overgangsfigur, som så har gjort det vældig godt. Bliver han ved sådan her, så skal han nok også blive ansat som træner, men som udgangspunkt skal de altså ud og finde en anden, og det er klart, at så er der jo uro i klubben, siger Niels Christian Frederiksen.

Efter den dårlige start på Bundesligaen, og et nederlag til Sevilla i første runde af Champions League, skal den tyske storklub onsdag aften jagte oprejsning, når de tager imod Manchester City på hjemmebane i anden runde af Champions League.

Se også: Hvor mange danskere har egentlig spillet Champions League?

3 kommentarer
Vis kommentarer