Onsdag aften tager de franske mestre fra Lille imod Chelseas forsvarende Champions League-vindere i turneringens 1/8-finale.
Og det gør de!
Kampen bliver gennemført, selvom den franske sportsavis L'Équipe tirsdag skrev, at unavngivne kilder til avisen bekræftede, at Chelsea var i fare for at blive udelukket som følge af sanktionerne mod klubejer Roman Abramovich.
UEFA bekræfter dog overfor RMC, at man vil afvikle kampen, og at Chelsea trods Abramovich får lov at spille.
- Den særlicens, som Chelsea har fået, så de kan spille videre, gælder også i Europa Cup'en. Formålet (med sanktionerne, red.) er at begrænse klubbens indtægter og udgifter så meget som muligt, men Lille-kampen er planlagt og budgetteret med, før sanktionerne kom, skriver RMC efter at have talt med UEFA.
Som den vakse læser straks har noteret sig, vil situationen muligvis være en anden, hvis Chelsea skulle kvalificere sig til kvartfinalen. Det kommer UEFA dog ikke ind på i sit svar til det franske medie.
Chelsea vandt det første opgør 2-0 på Stamford Bridge.
På tirsdagens pressemøde sagde Lille-træner Jocelyn Gourvennec:
- De (Chelsea, red.) har fortsat med at vinde deres kampe, selvom de er stødt på disse problemer. De giver ikke op. Heller ikke søndag, hvor de scorede i 90. minut. Det virker ikke til, de er påvirkede af det, sagde han.
Tirsdag udspillede sig nogle bizarre timer, hvor lørdagens FA Cup-kamp mellem Middlesbrough og Chelsea. For London-klubben kom pludselig med et besynderligt krav, de siden måtte trække tilbage.
Læs mere om det her: Chelsea trækker i land