TV: Konge-kasser i sikker Barcelona-sejr

Barcelona var en klasse over Paris Saint Germain

Tingene blev sat på plads i de første 45 minutter (Foto: AP)
Tingene blev sat på plads i de første 45 minutter (Foto: AP)

Sig Paris Saint-Germain til Barcelonas Neymar, og den lille brasilianske snurretop vil med garanti slikke sig om munden og bede om mere.

Han er nemlig garanti for mål, når den franske klub er modstanderen, og igen i aftesn var der mål i både støvle og hoved, da teknikeren med to scoringer i første halvleg sendte Barcelona på sikker kurs mod Champions League-semifinalerne.

PSG blev aldrig nogen trussel i returopgøret, og derfor kunne Barcelona køre sig sikkert videre i turneringen med deres samlede 5-1-gevinst. 2-0-sejren hjemme var helt fortjent.

Zlatan kunne hverken gøre fra eller til i aften (Foto: AP)
Zlatan kunne hverken gøre fra eller til i aften (Foto: AP)

Selvom der aldrig var spænding om avancementet, så gav det catalanske hjemmehold alligevel de kræsne fans lidt ekstra at glæde sig over ved målene. For de var bestemt begge af særdeles høj klasse.

Andres Iniesta demonstrerede, at der stadig er masser af tempo og overblik i den efterhånden ikke helt unge krop. Anføreren samlede bolden op på egen banehalvdel, gled fremragende forbi tre modstandere og serverede en perfekt stikning i dybden til Neymar, der elegant rundede Salvatore Sirigu i buret og sendte bolden i mål.

Se kongekassen her:

Høj, høj klasse af Iniesta, og det samme var Dani Alves’ aktion 20 minutter senere. Et par fikse kropsfinter og en dribling i højre side af banen, og så sendte brasilianeren med sit så sjældent benyttede venstreben et indlæg præcist ind i ægget på Neymar, der lige så flot styrede sin anden scoring i kassen.

Så var PSG knockoutet, og resten af kampen foregik på cataloniernes præmisser, der uden problemer styrede sejren sikkert i land.

Anden halvleg blev ikke lige så opløftende en affære, men aftenens hovedperson Neymar kan da glæde sig over en historisk bedrift, da han blev den første spiller i Champions League-historien, der scorer fire gange mod den samme klub i den samme CL-sæson.

Se Neymars sublime 2-0-scoring her

12 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere