TV: Redningen, der ikke burde lade sig gøre

Leverkusens store målmandsprofil Bernd Leno diskede om med en fremragende refleksredning mod Atletico - en redning, der mindede meget om den danske Jonas Lössl lavede i weekenden for sin klub Guingamp

Bayer Leverkusen fik et rigtig godt udgangspunkt i Champions League før returopgøret om tre uger, da tyskerne slog Atletico Madrid med 1-0 onsdag aften i den første kamp i 1/8-delsfinalen hjemme på Bayer Arena.

Hakan Calhanoglu scorede kampens enlige mål efter en times spil - men holdkammeraterne skal også huske at klappe keeper Bernd Leno på skulderen til træning i dag. Den unge stjerne-målmand diskede nemlig op med flere gode redninger - og især en af dem skilte sig ud.

Ved stillingen 0-0 få sekunder før pauseteen sendte Atleticos midtbanespiller Thiago et hårdt skud af sted på akrobatisk vis. Flere spillere stod i vejen foran Leno i det lille felt, og målmanden så derfor først bolden i sidste øjeblik.

På trods af det nåede den 22-årige tysker ned og reddede forsøget med en fantastisk redning - og forhindrede dermed, at Atletico fik det meget vigtige udebanemål.

Se også: Atlético kom en tur i Leverknuseren

En fremragende redning fra Leno, der straks ledte tankerne hen på en dansk målmand. Jonas Lössl og hans franske klub Guingamp tabte med 0-2 i weekenden til Montpelier i Ligue 1.

Danskeren kunne dog glæde sig over sin egen præstation, hvor han flere gange reddede sit hold med gode aktioner. Og især den sidste redning var noget for sig selv.

Montpellier brændte et straffespark i overtiden, men bolden kom i spil igen efter at have ramt overliggeren. Efter noget klumpspil i feltet sendte en Montpellier-spiller til sidst et godt skud afsted mod Lössls mål, men den tidligere Superliga-keeper kom på fantastisk vis ned til bolden og reddede endnu engang et forsøg. En næsten identisk refleksredning som Lenos onsdag aften.

Se Lenos redning øverst i artiklen og Lössls i videoen nedenunder.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere