Cristiano Ronaldo fik direkte rødt kort, da Juventus mødte Valencia onsdag aften i Champions League. Han var dog ikke den eneste Juventus-spiller, som tiltrak sig negativ opmærksomhed i forbindelse med dén kamp.
Det samme gjorde sig gældende for Emre Can, der kommenterede på Ronaldos røde kort til DAZN.
- Skulle det forestille et rødt kort? Jeg har lige hørt, at det skete for at hive modstanderen i håret. Vi er ikke kvinder. Vi spiller fodbold. Hvis du bliver smidt ud for det her, så kan man blive smidt ud for ethvert frispark. Det er 100 procent ikke et rødt kort, lød det fra Can.
Kvinde-bemærkningen har givetvis ikke været det mest populære statement i hans karriere, og derfor har han også udsendt en undskyldning via sin Twitter-konto.
- Jeg vil gerne slå fast, at kommentaren aldrig skulle være rettet mod kvinder eller nedgøre dem, kvindefodbold eller ligestilling i enhver form. Alle, der kender mig, ved, at jeg respekterer kvinder, lighed og respekt, skriver han og fortsætter:
-Min intention var at bakke min holdkammerat op i forbindelse med en forkert kendelse, som kunne have påvirket kampen. Jeg undskylder inderligt for alle mine kommentarer, som har gjort skade, melder Emre Can ud.
Kampen endte desuden med en 2-0-sejr til Juventus efter to straffesparksscoringer fra Miralem Pjanic.
Ronaldo så rødt - her falder dommen
Ronaldos søster i det røde felt: 'De prøver at smadre min bror'
Ronaldo smidt ud 11 gange - slog dansker ned