Udfordrer UEFA: FCK laver ny CL-model

Sammen med Ajax og Celtic har de danske mestre lavet en model for fremtidens Champions League - det har vakt opsigt hos de største klubber i Europa

Nok gled Jonas Wind og FCK ud af Champions League, men uden for kridtstregen kæmper klubben for en bedre udgave af turneringen. Foto: Anthon Unger.
Nok gled Jonas Wind og FCK ud af Champions League, men uden for kridtstregen kæmper klubben for en bedre udgave af turneringen. Foto: Anthon Unger.

Champions League er UEFA’s helt store guldæg, og de store klubber i Europa har forventninger til, at der kan presses endnu flere milliarder ud af foretagendet.

Derfor har de længe arbejdet med planer for, hvordan Champions League og Europa League kan udvikles fra 2024 - måske ikke så meget til gavn for fodbolden, men snarere til fordel for de største klubbers pengekasser. 

Men da planerne om en nærmest lukket Champions League for de rigeste klubber blev luftet i foråret, blev der protesteret voldsomt fra de mindre ligaer.

Således også fra klubberne i Superligaen. 

FC København har taget den et skridt videre. I et tæt samarbejde med Ajax Amsterdam og Celtic fra Skotland har de danske mestre lavet en model til, hvordan adgangen til Champions Leagues gruppespil kan se ud fra 2024, hvor den nuværende model udløber.

I det udkast, som UEFA tidligere i år luftede, hed det, at 24 ud af de 32 hold i gruppespillet var sikre på at deltage i det efterfølgende års gruppespil, uanset deres placeringer i de nationale ligaer. 

Desuden skulle der indføres op- og nedrykning mellem Champions League og Europa League. Det ville betyde, at der kun ville være fire frie pladser at spille om i kvalifikationen til Champions League.

Man kan roligt sige, at udspillet fra FCK og venner går i en anden retning.

Daniel Rommedahl er chef for det internationale samarbejde i FCK og klubbens repræsentant i ECA, sammenslutningen af europæiske klubber.

Rommedahl forklarer, at den model, FCK har arbejdet på i flere år sammen med Ajax og Celtic, tager udgangspunkt i de enkeltes klubbers egne præstationer. Her er ingen fribilletter til hverken Juventus eller Real Madrid, hvis de ikke leverer i den hjemlige liga.

Artiklen fortsætter under billedet...

Ajex nåede sidste år semifinalen i Champions League. Alligevel er holdet igen i  år igennem kvalifikationsspillet. Foto: Ritzau Scanpix
Ajex nåede sidste år semifinalen i Champions League. Alligevel er holdet igen i år igennem kvalifikationsspillet. Foto: Ritzau Scanpix
 

I FCK-modellen handler det om de koefficient-point, klubberne har samlet de seneste 10 år i de europæiske turneringer.

I dag er de fire bedste hold i Premier League garanteret en plads i Champions Leagues gruppespil. 

I FCK’s model vil de fire engelske hold kun få pladsen, hvis de har nok koefficient-point. Ellers må holdene igennem kvalifikationen til gruppespillet. 

Det vil ske, hvis et hold som Norwich City højst overraskende skulle ende blandt de fire øverste hold i Premier League.

Systemet vil til gengæld tilgodese hold som Ajax, der i dag som hollandsk mester skal igennem flere kvalifikationsrunder for at nå gruppespillet. 

Ser man alene på koefficienten, ville Ajax med de seneste 10 års præstationer i de europæiske turneringer glide direkte ind i gruppespillet.

Tager vi FCK som eksempel, vil klubben som dansk mester og med mange koefficient-point springe de første kvalifikationsrunder over og gå direkte i playoff til gruppespillet. 

Skulle AGF derimod blive mestre, må den jyske storklub gå hele den tunge vej fra første kvalifikationsrunde. Og så er der lang vej til gruppespillet og de mange millioner.

I dag er 26 klubber direkte kvalificeret til gruppespillet. I modellen som FCK, Ajax og Celtic står bag, vil kun 20 hold på forhånd være sikret en plads i gruppespillet. Der vil således være hele 12 pladser at spille om i kvalifikationen. 

Daniel Rommedahl fortæller, at modellen er blevet godt modtaget hos rigtig mange klubber og hos Divisionsforeningen og DBU, mens den har vakt opmærksomhed hos UEFA og ECA.

- Hos UEFA fornemmer jeg, at de er usikre på, om turneringen vil være attraktiv nok, hvis ikke alle de store klubber altid er med i gruppespillet. Vil det kunne give nok tv-penge? 

- På den måde bliver det hurtigt til en diskussion om det sportslige kontra det økonomiske. Vi synes, det sportslige skal fylde mere, end det gør i dag, og blandt andet derfor skal der ikke være fribilletter til Champions League, siger Daniel Rommedahl.

- Tror du, de store klubber stadig går med drømmen om at skabe en lukket europæisk superliga, som vi kender det fra amerikansk sport?

- Ja, den drøm har flere af dem stadig.

                                    Sådan vil de rige klubber sætte sig på CL

Uanset det spil der foregår i øjeblikket, ligger det fast, at de europæiske klubturneringer skal reformeres fra 2024.

Som Ekstra Bladet tidligere har fortalt, går de store klubber efter at sikre sig faste pladser i Champions League, uanset hvordan de klarer sig i de nationale ligaer. 

Juventus’ præsident, Andrea Agnelli, som også er præsident for ECA, har sagt det meget klart: 

– Vi kan ikke drive en ordentlig forretning, hvis der er usikkerhed om vores deltagelse i Champions League.

Artiklen fortsætter under billedet...

Udover at UEFA-præsident Aleksander Ceferin til højre er gudfar til ECA-præsident Andreas Agnellis barn, så har de to også arbejdet tæt sammen om europæisk fodbolds fremtid. Men ikke alt går som de havde planlagt. Foto: Fabio Frustaci/ Ritzau Scanpix
Udover at UEFA-præsident Aleksander Ceferin til højre er gudfar til ECA-præsident Andreas Agnellis barn, så har de to også arbejdet tæt sammen om europæisk fodbolds fremtid. Men ikke alt går som de havde planlagt. Foto: Fabio Frustaci/ Ritzau Scanpix
 

Står det til de store klubber, skal Champions League og Europa League hver bestå af 32 klubber. Der skal være op og nedrykning mellem de to ligaer. 

I Champions League deles holdene i fire grupper med hver otte hold. Med så mange ekstra kampe skal gruppespillet begynde allerede i august måned. 

De 24 bedste hold er sikret deltagelse i turneringen året efter, uanset hvordan de klarer sig nationalt. 

Fire hold rykker ned og bytter plads med de fire bedste hold fra Europa League. Det betyder, at de nationale mestre fra de mindre nationer kun har fire pladser at slås om i Champions League.

Nåleøjet bliver altså mindre. Som en trøst bliver der indført en Europa League 2, hvor hele 64 hold skal deltage. Det bliver det tynde øl.

Hvad er det så for klubber, der er tiltænkt en fast plads i Champions League? Sidste år lækkede et dokument, som Real Madrid havde været involveret i. Her var der sat navne på 16 klubber.

De er i vilkårlig rækkefølge: Real Madrid, Barcelona, Atletico Madrid, Manchester United, Juventus, Chelsea, Arsenal, PSG, Manchester City, Liverpool, AC Milan, Bayern München, Dortmund, Marseille, Inter og Roma.

           Presset UEFA-præsident sender sagen til hjørne

Mange havde forventet, at planerne om fremtidens Champions League og de øvrige europæiske klubturneringer ville falde på plads i dette efterår.

Men efter de mange protester mod ideen om det der ligner en lukket Champions League for de største klubber, har UEFA’s præsident Aleksander Ceferin tilsyneladende fået kolde fødder. 

I hvert fald aflyste han torsdag skriftligt et helt afgørende møde, som skulle have fundet sted 11. september. 

Her havde Ceferin inviteret Andrea Agnelli, præsident for ECA og Lars-Christer Olsson, præsident for europæiske ligaer, herunder også Superligaen, til en forhandling om Champions League.

Det var ventet, at man her ville sætte rammerne for de nye klubturneringer fra 2024 til 2027.

Men nu er sagen sparket til hjørne.

UEFA-præsidenten begrunder aflysningen med, at der for tiden kommer så mange input fra klubber, herunder også FCK, og de nationale ligaer om fremtidens klubturneringer.

Han vil først have analyseret de mange tilbagemeldinger, før han sender en invitation til et nyt møde i kredsen.

I brevet understreger han, at der ikke er noget tidspres, og han tilføjede, at han under ingen omstændigheder forventer, at der bliver truffet en afgørelse i år. 

Aflysningen betyder også, at et møde som Ekstra Bladet var inviteret til på fredag i Nyon i Schweiz med ECA-præsident Andrea Agnelli om fremtidens Champions League, ligeledes er blevet aflyst. ECA har også fået kolde fødder.  

Se også: DBU-formand lurepasser: - Jeg vil ikke forholde mig til det

 

Se også: For syg til at blive afhørt - billederne afslører noget andet

Se også: Vilde planer: Citys sheiker vil smadre UEFA

199 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere