Udraderer Eriksen: Alle vælger Cristiano

Cristiano Ronaldo vandt en klar sejr i UEFA-afstemningen om at have scoret sidste sæsons bedste mål

SE MÅLET I TV-AFSPILLEREN OVER ARTIKLEN

Cristiano Ronaldo kan oven i alle sine øvrige hædersbevisninger nu også kalde sig vinder af Det Europæiske Fodboldforbunds (UEFA) pris for sidste sæsons bedste mål.

Det scorede han i foråret for Real Madrid mod Juventus i Champions Leagues kvartfinaler.

UEFA meddeler på forbundets hjemmeside, at 33-årige Cristiano Ronaldo vandt en overbevisende sejr efter en afstemning på uefa.com.

Det skete i et felt på 11 nominerede, der også talte danske Christian Eriksen.

Portugiseren scorede i foråret et fabelagtigt mål på saksespark mod Juventus i Torino. Ronaldo sprang højt op i luften, inden han knaldede bolden i mål uden chance for Juventus-målmand Gianluigi Buffon.

Målet fik hele 197.496 stemmer af de 346.915 stemmer, der blev afgivet.

Cristiano Ronaldo er nu i Juventus. Foto: Ritzau /  Scanpix / Massimo Pinca
Cristiano Ronaldo er nu i Juventus. Foto: Ritzau / Scanpix / Massimo Pinca
 

Nummer to, franske Dimitri Payet, fik 35.558 stemmer for et mål, som han scorede for Marseille mod RB Leipzig i en kvartfinalekamp i Europa League.

Afstemningens nummer tre blev spanske Eva Navarro for et mål, som hun scorede mod Tyskland i EM-finalen for U17-landshold.

Uefa melder ikke noget ud om, hvilken placering Christian Eriksen opnåede, og hvor mange stemmer danskeren fik.

Tottenham-spilleren var nomineret for sin 2-1-scoring for Danmark i playoffkampen mod Irland i Dublin i november sidste år.

Et veludført dansk kontraangreb endte med, at Nicolai Jørgensen sendte bolden videre til Christian Eriksen, der scorede med en afslutning via underkanten af overliggeren.

Den danske offensivspiller lavede hattrick i 5-1-sejren, der sendte Danmark til VM i Rusland på Irlands bekostning.

De nominerede til Uefas hæder var af begge køn, og der var nominerede fra både senior- og ungdomsrækkerne.

Der var en nomineret fra hver Uefa-turnering i de seneste 12 måneder.

Det inkluderer også Futsal, der primært spilles indendørs.

Det er fjerde gang, at prisen uddeles, og alle fire år er prisen gået til et mål, som er scoret i Champions League.

Sidste år vandt Juventus-spilleren Mario Mandzukic prisen for sin 1-1-udligning mod Real Madrid i Champions League-finalen.

De to foregående år vandt Lionel Messi, begge gange for scoringer for FC Barcelona i Champions League.

Se også: Svarer Real Madrid igen: Han koster 895 millioner

Se også: Kopierer Cristiano: - De dræber mig, hvis jeg siger sandheden!

Se også: Første træningsdag: Cristiano bliver nabo til kendis

41 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere