Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har åbnet en sag mod de dommere, der var involveret i den episode, som førte til, at en Champions League-kamp i december mellem Paris Saint-Germain og Istanbul Basaksehir blev afbrudt.
Det oplyser Uefa torsdag.
Kampen var kun et lille kvarter gammel, da spillerne gik af banen. Det skete, efter at assistenttræner i Istanbul-klubben Pierre Webo var blevet udvist.
Ifølge Webo refererede den rumænske fjerdedommer Sebastian Coltescu i situationen til den tidligere camerounske landsholdspiller ved at kalde ham 'ham den sorte'.
Det udløste heftige diskussioner på sidelinjen, som altså resulterede i, at spillerne fra begge hold forlod banen i protest.
Helt præcist vil Uefa undersøge, om Coltescu og hans dommerkollega Octavian Sovre brød artikel 11 i forbundets disciplinære regler. Den omhandler generel opførsel og fokuserer blandt andet på brud, der skader fodboldens omdømme, skriver Reuters.
Først dagen efter blev opgøret spillet færdigt med andre dommere. Paris Saint-Germain vandt 5-1.
Højbjergs åbne arme: Privat besked overraskede
Bankmandens Brøndby-hemmelighed