United sænkede Juventus på fem magiske minutter

Manchester United vendte på fem minutter et fortjent 1-0-nederlag til 2-1-sejr mod Juventus

Manchester Uniteds spillere vendte fuldstændig CL-kampen mod Juventus på hovedet i kampens sidste fem minutter. Foto: Antonio Calanni/AP/Ritzau Scanpix
Manchester Uniteds spillere vendte fuldstændig CL-kampen mod Juventus på hovedet i kampens sidste fem minutter. Foto: Antonio Calanni/AP/Ritzau Scanpix

Alt godt kommer til den, der venter ... I Torino skulle 41.470 tilskuere på Allianz Stadium vente 65 minutter. Og hjemme i Manchester skulle United-fans i tusindvis vente næsten 90.

For selv om Cristiano Ronaldo efter en god times tid scorede et mål, der helt og aldeles retfærdiggør, at Juventus-forwarden fem gange er kåret til verdens bedste fodsboldspiller, så var det ikke nok.

Med fem effektive minutter i kampens slutning vendte Manchester United nemlig kampen på hovedet og fik noget ufortjent en 2-1-sejr med hjem i bagaen.

Længe lignede Ronaldo ellers en fortjent matchvinder, efter han løb perfekt på en lang bold fra Miralem Pjanic og i fuldt løb firsttimede bolden ind bag en måbende David de Gea i Manchester United-målet.

En verdensklasse-afslutning af Drønnaldo, der dermed satte fut i en kamp, som ellers havde udviklet sig lidt krampagtigt.

United-spillerne var mere eller mindre blot statister, mens hjemmeholdet konstant havde store chancer.

I første halvleg først til Juan Cuadrado fra kanten af straffesparksfeltet, men David de Gea hev en fantastisk redning ud af ærmet.

Og dernæst da Cristiano Ronaldo fra mållinjen sendte bolden skråt bagud til Sami Khedira, der lidt forkølet sendte bolden på stolpen.

Dødsstødet kom tættere på kort inde i anden halvleg, da Paolo Dybala med et brag at et venstrebensspark ramte overliggeren.

Og så kom altså Ronaldos kanonkugle. Den gav efterfølgende hjemmeholdet flere store muligheder for at komme på 2-0 - og det havde da også været et helt retfærdigt resultat.

Men med det yderste af neglene formåede José Mourinho at få Manchester United tilbage i kampen.

Indskiftede Juan Mata kunne nemlig med en perle af et frispark curle 1-1-målet hjem fem minutter inden slutfløjtet, og sejrsmålet kom kort efter, da en tilfældig bold blev sendt i eget net af Alex Sandro.

2-1 til Manchester United, der dermed overhalede Valencia på andenpladsen og stadig har en stor mulighed for avancement til 1/8-finalerne.

Valencia gjorde eller, hvad de skulle, da de med Daniel Wass på banen i 90 minutter besejrede Young Boys 3-1 og dermed nåede op på fem point - fire færre end italienerne.

Se også: Dansk optur i Champions League: Presser gigant mod afgrunden

Se også: Nye oplysninger i milliard-transfer: Så meget bød Real Madrid forgæves

Se også: Anklaget for regulær snyd - Superliga-klub afviser alt

36 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere