United smadrede Brügge - hattrick af Rooney

Manchester United videre til gruppespillet i Champions League efter sammenlagt 7-1 over Club Brugge

Wayne Rooney pløkkede Club Brügge helt i sænk med mål til 1-0, 2-0 og 3-0. (Foto: AP)
Wayne Rooney pløkkede Club Brügge helt i sænk med mål til 1-0, 2-0 og 3-0. (Foto: AP)

Det startede så lovende for dem, der gerne vil have spænding, og for dem, der gerne vil have Manchester United ned med nakken. Michael Carrick scorede selvmål efter otte minutter af Uniteds første playoff-opgør om en plads i Champions League mod Club Brugge.

Hvis ikke United lykkedes med at punktere spændingen med et 3-1-mål i slutsekunderne af dén kamp, så slog det engelske storhold i hvert fald onsdag aften fast, at de er tilbage i den største klubturnering i verden, hvor de sidste sæson var så skammeligt fraværende.

Hjemme på Jan Breydel Stadium i Brugge blev belgierne kørt fuldstændig midt over i onsdagens returkamp, hvor især Wayne Rooney, Bastian Schweinsteiger, Ander Herrera og Memphis Depay strålede for United i en 4-0-sejr, der kunne være blevet dobbelt så stor.

Se også: Kæmpehandel på vej: 550 millioner for De Bruyne

Rooney strålede selvfølgelig over alle i kraft af målene til 1-0, 2-0 og 3-0, men Bastian Schweinsteiger formåede også efter sin indskiftning i pausen at sætte en tyk streg under, hvad det er, Manchester United får af ham, både offensivt og defensivt.

Depay viste, at han bliver en stor støtte for Rooney, da han var med i opspillet til 1-0-målet med en dribletur og en fornemt set frispilning til Rooney, som løftede bolden over den fremstormende målmand.

Se det fine sammenspil mellem Depay og Rooney her:

2-0-målet blev til efter sammenspil mellem Depay, Herrera og Rooney, der igen var klinisk tæt under mål.

3-0-målet opstod, da Schweinsteiger erobrede bolden på midten og fodrede Juan Mata, før spanieren spillede Rooney fri til 3-0-scoring.

Se Rooney tredje mål her:

Ydmygelsen blev total, da Schweinsteiger i det 63. minut spillede Herrera fri i dybden til 0-4 på tavlen.

Derefter kunne United sænke tempoet og spare kræfterne til søndagens udekamp mod Swansea, som må forventes at blive noget vanskeligere end onsdagens massakre i Brügge.

Lodtrækningen til Champions Leagues gruppespil foretages torsdag i Monaco.

91 kommentarer
Vis kommentarer