Det sker ikke så tit, at midterforsvareren Raphaël Varane laver to kæmpebrølere, der koster mål for Real Madrid.
Det skete imidlertid fredag aften, da klubben tabte 1-2 ude til Manchester City og røg ud af Champions League i ottendedelsfinalerne for anden sæson i træk.
Den 27-årige franske verdensmester er da også helt på det rene med, at hans aktioner var stærkt medvirkende til nederlaget.
- Jeg bliver nødt til at tage ansvar for det, siger Raphaël Varane ifølge AFP.
- Jeg er ked af det på mine holdkammeraters vegne. Jeg er nødt til at tage ansvaret for nederlaget, fejl koster dyrt på dette niveau.
- Vi gav alt på banen, men nogle gange kan man fejle. Jeg fejlede i dag (fredag, red.), det bliver jeg nødt til at erkende, siger franskmanden.
Real Madrid havde tabt det første opgør i ottendedelsfinalerne med 1-2 hjemme til Manchester City. Det skete tilbage i februar, inden coronapandemien lukkede ned for fodboldarenaerne i en lang periode.
Der var blot spillet knap ti minutter af fredagens returkamp i Manchester, da Raphaël Varane mistede bolden til Gabriel Jesus i eget straffesparksfelt.
Brasilianeren sendte hurtigt bolden ind foran mål til Raheem Sterling, der scorede til 1-0.
Midt i anden halvleg, da stillingen var 1-1, indtraf Raphaël Varanes anden graverende fejl.
I en presset situation på egen banehalvdel headede han bolden tilbage mod Real-målmand Thibaut Courtois, men bolden fik for lidt fart på, så Gabriel Jesus kunne score til slutresultatet.
Dermed skal Manchester City i kvartfinalen møde Lyon, der overraskende sendte Juventus ud med samlet 2-2 på reglen om flest scorede mål på udebane.
Real Madrid slutter dog ikke sæsonen uden trofæer.
Klubben vandt i juli det spanske mesterskab for første gang i tre år, og derudover kom den spanske Super Cup i hus tilbage i januar.
- 95 procent af det, vi gjorde i denne sæson, var fantastisk. Vi skal være meget stolte over holdet og det, vi har udført i denne sæson, siger Real Madrids cheftræner, Zinedine Zidane.