Fodboldtrænere bliver fyret hver eneste dag, men det er de færreste, der får en afsked som Sebastian Battaglia. Da Boca Juniors forleden gav ham sparket, skete det på en tankstation i det nordlige Buenos Aires.
Boca havde netop tabt til Corinthians efter straffesparkskonkurrence i Copa Libertadores. Samtidig lå holdet og sejlede rundt på 11. pladsen i den hjemlige liga efter seks runder.
Det var altså mere, end ledelsen ville stå model til. Så vicepræsident og klublegende Juan Román Riquelme overbragte Battaglia den dårlige nyhed ved benzinpumperne.
- Det var sådan, det skete, bekræfter Sebastian Battaglia ifølge zyri.net.
- Jeg bad ikke bestyrelsen om en forklaring, jeg accepterede deres beslutning. Jeg er taknemmelig over for spillerne og dem, der altid opmuntrede mig. Jeg forlader klubben med to titler. Det tager jeg med mig.
Sebastian Battaglia var træner for Boca Juniors' reservehold, før han overtog førsteholdet i august 2021. Han nåede at vinde både pokalturneringen og ligacuppen i løbet af sine 11 måneder i spidsen.
Han tilbragte desuden det meste af sin aktive karriere i klubben: Gennem 13 år huserede Battaglia på Bocas defensive midtbane og tilbragte blot en enkelt sæson i en anden klub, da han var i Villarreal.
Det er i øvrigt ikke første gang i fodboldhistorien, at en trænerfyring trækker tråde til en tankstation. Da AGF fyrede Poul Hansen i 2003, fik lokalavisen Århus Stiftstidende nys om det, fordi en journalist overhørte klubdirektøren og klubejeren tale om den nye træner på et motorvejstoilet.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Fra Blovstrød til Barça: Forældrene løj om Andreas Christensens alder