AGF møder nordirere i europæisk kvalifikation

Larne fra Nordirland venter i anden runde af kvalifikationen til Conference League for AGF

AGF møder nordirere i europæisk kvalifikation

AGF's vej til gruppespillet i Conference League starter med nordirsk modstand.

Torsdag sikrede Larne sig nemlig retten til at møde aarhusianerne med en samlet sejr på 2-0 over Bala Town fra Wales.

Sidste uges første møde i Wales mellem de to hold endte 1-0 til Larne, og det gjorde torsdagens returopgør i Nordirland altså også.

AGF spiller sine kampe mod Larne over de kommende to uger, 22. og 29. juli. Den første kamp spilles på Larnes hjemmebane, der har kunstgræs. Vinder AGF, skal superligaholdet slå yderligere to hold, før billetten til gruppespillet er sikret.

I sidste sæson spillede aarhusianerne også europæisk fodbold. Her blev det til exit i anden runde af kvalifikationen til Europa League efter et nederlag til Mura fra Slovenien.

Før det skal man tilbage til 2012/13-sæsonen for at finde AGF's seneste europæiske eventyr. Det sluttede dog også hurtigt, da det ligeledes i anden runde af Europa League-kvalifikationen endte med et samlet nederlag til georgiske Dila Gori.

FC København træder ligesom AGF ind i Conference League-kvalifikationen i anden runde og skal møde Torpedo Zhodinofra fra Hviderusland.

Det er i denne sæson første gang, at Conference League afholdes. Turneringen, der arrangeres af Uefa (Det Europæiske Fodboldforbund), rangerer som den tredjestørste i Uefa-regi efter Champions League og Europa League.

FCK har trukket sin europæiske modstander