Danmark mister én af to pladser i Champions League-kvalifikationen.
Det står klart, efter at FC København torsdag røg ud af Conference Leagues ottendedelsfinaler efter samlet nederlag på hele 4-8 til hollandske PSV.
Dermed har Danmark ikke længere nogen hold i de europæiske turneringer og kan ikke længere slutte i top-15 på Det Europæiske Fodboldforbunds (UEFA) koefficientrangliste.
Den bliver brugt til at afgøre, hvor mange deltagere hver enkelt land har i de forskellige europæiske turneringer. Men også i hvilke turneringer landets hold deltager.
Ændringen kommer til at gælde fra 2023/24-sæsonen.
Til den tid deltager det danske mesterhold i Champions League-kvalifikationen, mens yderligere tre hold deltager i Conference League-kvalifikationen.
Det er en klar nedgradering i forhold til den nuværende og den næste sæson.
Her har Danmark i alt fem deltagere i de europæiske turneringers kvalifikationsfase - heraf to i Champions League, én i Europa League og to i Conference League.
I denne sæson betød det, at Danmark for første gang nogensinde havde fire hold med i efterårets gruppespil.
Brøndby IF og FC Midtjylland var begge med i Europa League, mens Randers FC og FC København deltog i den nystartede Conference League. Heraf missede kun Brøndby forårets knockoutfase.
Den relative succes har resulteret i den største danske høst af koefficientpoint i fem år, men det har altså ikke været nok til at holde Danmark i top-15.
Danmarks top-15-chancer i denne sæson forsvandt med FC Københavns ydmygende nederlag på 0-4 til PSV i Parken torsdag.
Men det er ikke sidste sæsons bronzevinder i Superligaen, der har forsømt at hente tilstrækkeligt med koefficientpoint til Danmark. FCK står således for omkring halvdelen af de danske point i denne sæson.
Foreløbigt gælder den danske nedgradering kun for 2023/24-sæsonen.
De danske hold kan med gode resultater i næste sæson spille sig tilbage i den europæiske varme, inden UEFA fra sommeren 2024 lancerer et nyt turneringsformat.