Der skulle et semi-selvmål, et halvtyndt straffespark og en forrygende faldfadæse til, før FC København fik has på miniputterne, Lincoln Red Imps FC, og hentede holdets anden gruppesejr i Conference League med ikke ret overbevisende 3-1.
En sejr, der blev til efter en mildest talt sløj første halvleg og en mere koncentreret anden.
I kampens første minut tog målmand Manuel Soler sig rigtig god tid og sparkede så en dødbold et godt stykke udenfor banen, og et øjeblik fik man tanken, at det måske var niveauet hos Lincoln, man blev præsenteret for lige der.
Og da gæsterne fra Gibraltar kun tre minutter senere var behjælpelige med at bringe værterne foran, fik tanken yderligere brændstof.
For selv om Kevin Diks blev noteret for et hovedstødsmål, så gjorde udeholdets anfører, Roy Chipolina, ikke meget for at forhindre det.
Tværtimod skubbede han vel ret beset bolden det sidste stykke over stregen via stolpen, men det skal nu ikke tage noget fra FCK’ernes fine opspil med fire førstegangsberøringer og William Bøving som præcis oplægger til Diks.
På det tidspunkt var der formentlig FCK-fans, der drømte om en ny sejrsrekord, men i stedet fusede drømmestarten helt væk for de dyre drenge, som overlod mere og mere spil til fyraftensprofferne fra den europæiske sydspids.
Jess Thorup startede ellers med nøjagtigt de samme 11 som i Farum søndag for ikke at lave samme fadæse som til pokalkampen i Nykøbing Falster, hvor han skiftede otte mand i startopstillingen og tabte 0-3.
Men en lille halv time senere, begyndte fan-tankerne måske i stedet at gå på europæisk katastrofekurs a la Gorica (0-5 i Parken i 2004), for pludselig stod der 1-1 på lystavlen.
FCK’erne var ellers 11 mand i eget felt til et hjørnespark men kunne alligevel ikke afvise gæsterne. Diks headede bolden direkte ud til Marco Rosa, der med største selvfølge flugtede til bolden, som via Jens Stages ben strøg i nettet.
Hele Gibraltars befolkning på 33.700 hoveder kunne i princippet have siddet på Parkens tribuner, men i stedet var det lige før de bare to medrejsende fans et øjeblik fik ørenlyd.
Forbløffelsens mismod begyndte så småt at lægge sig over de samme tribuner, da kampens kvindelige dommer, Kateryna Monzul fra Ukraine, i det 45. minut mente at Diks blev fældet i feltet på kriminel vis.
Jonas Wind, der på det tidspunkt ikke havde sat mange fødder rigtigt, konverterede sikkert.
Hvis Lincoln-spillerne fra starten af anden halvleg stadig følte, at de var snublende tæt på sensationen, blev de brat revet ned fra skyen af deres egen klodsede keeper.
For i det 52. minut skulle den 35-årige spanskfødte målmand tage et par skridts tilløb til et ret uforstyrret spark væk fra feltet, da han mistede fodfæstet og vendte snuden mod græsset. Jens Stage åbnede gaven til 3-1.
Så lignede det igen en større afklapsning af gæsterne, som mødte frem med en forsvarskæde, hvor alle er i oldboys-alderen, men de fremmødte 13.418 tilskuere måtte nøjes med et par stolpedrøn fra Pep Biel og indskiftede Peter Ankersen.
FCK’s næste kamp i Gruppe F er hjemme mod PAOK Saloniki den 21. oktober.