Før brag: Tidligere FCK-stjerne splittet

Atiba Hutchinson holder stadig godt øje med, hvad der sker i FC København og PSV Eindhoven

Atiba Hutchinson har siden 2013 tørnet ud for Besiktas, som han har vundet tre tyrkiske mesterskaber med (Arkivfoto). Foto: Ulrik Pedersen/Ritzau Scanpix
Atiba Hutchinson har siden 2013 tørnet ud for Besiktas, som han har vundet tre tyrkiske mesterskaber med (Arkivfoto). Foto: Ulrik Pedersen/Ritzau Scanpix
Følg Fodbold
Følg Udenlandsk fodbold
Følg Conference League

Fra 2006 til 2010 skrev Atiba Hutchinson sig ind i FC Københavns historiebøger som en af de bedste midtbanespillere, der har været i klubben.

Derefter tog canadieren i 2010 videre til PSV Eindhoven, hvor han i tre år spillede en stor rolle i den hollandske klub.

Torsdag sidder han klar foran flimmerkassen, når hans to tidligere klubber ramler sammen i kampen om en billet til kvartfinalen i Conference League.

- Jeg skal helt sikkert se kampen, siger Atiba Hutchinson i telefonen fra Istanbul, hvor han på niende sæson tørner ud for Besiktas.

Den 39-årige canadier, der spillede 189 kampe for FCK og 115 for PSV, er glad for at se sine to tidligere klubber mødes i så vigtigt et opgør, som der er tale om torsdag.

- Det er meget specielt og fedt. Jeg har virkelig gode minder fra begge klubber. FCK var en speciel oplevelse og god tid for mig. Jeg udviklede mig rigtig meget både i FCK og PSV.

- Jeg fik samtidig mange venner i begge klubber, og det er virkelig fedt for mig at se klubberne mødes, siger Atiba Hutchinson, der var med til at vinde fire danske mesterskaber.

Artiklen fortsætter under billedet..

Atiba Hutchinson spillede i FC København i fire år og var blandt andet med til at føre klubben i Champions League i 2006/07-sæsonen (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Atiba Hutchinson spillede i FC København i fire år og var blandt andet med til at føre klubben i Champions League i 2006/07-sæsonen (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
 

FCK og PSV spillede 4-4 i den første kamp i Holland, og det betyder, at vinderen af torsdagens opgør i Parken snupper billetten til kvartfinalen.

- Jeg har en følelse af, at FCK kan trække det længste strå. Jeg tror, stemningen i Parken bliver helt elektrisk, og det kan hjælpe.

- Men jeg tror, kampen kommer til at bølge meget frem og tilbage. Det er to stærke hold, siger Atiba Hutchinson.

Vurderingen er ikke bare grebet ud af den blå luft. Atiba Hutchinson følger således stadig med, når hans tidligere klubber spiller.

I søndags havde han også parkeret sig foran skærmen, da FCK i sidste sekund tog en 1-0-sejr over FC Midtjylland i Superligaen.

- Der er ikke så mange tilbage fra min tid i FCK, men jeg følger alligevel med. Kampen mod Midtjylland var rigtig fed. Den var virkelig svær, men FCK fik et godt resultat og tog et stort skridt i ligaen, siger Atiba Hutchinson.

Resultatet betød, at FCK udbyggede sin føring i toppen af Superligaen, hvor klubben nu har fem point ned til Brøndby. Torsdag kan klubben tage endnu et stort skridt, når PSV gæster Parken.

Mere fra Ekstra Bladet+

Det ligner endnu en katastrofe

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+