Undskyldninger er der mange hos Tottenham Hotspur for tiden med både skader og en række spillere i coronakarantæne efter kvalifikationskampe i Sydamerika.
Alligevel var det svært at få øje på, at London-klubben er en af de største favoritter til at vinde den første udgave af Conference League i udekampen mod Rennes.
Storfavoritterne kan takke en sen scoring Pierre-Emile Højbjerg for, at de kom fra Frankrig med et point.
The Sun skriver det lidt mere bombastisk:
- Højbjerg redder Spurs fra Conference League-ydmygelse, som Nunos tropper blev udspillet i åbningskamp.
- I sidste ende skulle der en sen udligning til fra Pierre-Emile Højberg, før holdet fra Nord-London stjal et point i deres udekamp med et hold, der kun har vundet en af fem kampe i denne sæson i den bedste franske række.
Den danske EM-helt startede på bænken, men blev skiftet ind efter 30 minutter.
- Højbjergs ankomst bragte skibet på ret kurs, og Spurs nåede pausen uden at lide yderligere skade, skriver Sky Sports.
Udligningen krævede dog lidt held.
- Heldigvis for Spurs dukkede en gave op. Matt Dohertys indlæg blev venligt rettet af til Højbjerg, som tyssede på publikum og hjalp Spurs afbøde mere skade, skriver Daily Mail, som også mener, at storklubben balancerede på randen af ydmygelse.
Den nye cheftræner Nuno Espirito Santo har endnu ikke helt fundet recepten på midtbanen, mener Mirror. Kreativiteten halter, ligesom han også skal finde den rigtige måde at bruge sin dansker.
- Højbjerg kom til sidste sæson fra Southampton og har vist sig som en fremragende erhvervelse for Spurs, men når Nuno skifter mellem to-tre midtbanespillere, har den danske landsholdsspillers rolle ændret sig denne sæson, og han har brug for mere assistance til at drive holdet fremad fra den bagerste del af midtbanen.