Roma sætter punktum for norsk eventyr

Nicolo Zaniolo grundlagde en romersk 4-0-sejr over Bodø/Glimt, hvis europæiske eventyr endte i kvartfinalen

Nicolo Zaniolo (th.) stod bag hele tre af Romas scoringer torsdag aften. Foto: Alberto Lingria/Reuters
Nicolo Zaniolo (th.) stod bag hele tre af Romas scoringer torsdag aften. Foto: Alberto Lingria/Reuters
Følg Fodbold
Følg Udenlandsk fodbold
Følg Conference League

Så gik den ikke længere for norske Bodø/Glimt, der har været sæsonens helt store sensationer i den europæiske Conference League.

Torsdag aften viste AS Roma sig for overlegen mod nordmændene. José Mourinhos tropper med hattrick-helten Nicolo Zaniolo forrest kørte over den norske sensation med 4-0 hjemme på et fyldt Stadio Olimpico.

Dermed blev kvartfinalen endestationen for nordmændene, der over to kampe måtte se sig slået med 2-5.

Kampen var kun fem minutter gammel, da Tammy Abraham prikkede bolden i nettet få meter fra mål. Bolden dumpede ned til englænderen som fulgte op på en ripost fra nordmændenes russiske målmand Nikita Haikin.

Omkring et kvarter senere blev romernes føring fordoblet. Efter flotte kombinationer midt på de norske gæsters banehalvdel sparkede Zaniolo romernes anden scoring i mål fra en fri position.

Og så var den 22-årige italienske midtbaneprofil i gang.

Få minutter senere var han på pletten igen, da han afsluttede en flot omstilling sat i gang af hans polske navnebror Nicola Zaliewski.

Den unge polak opsnappede bolden på egen banehalvdel og tonsede derefter op ad venstrekanten, hvor han stak Zaniolo i dybden. Her svigtede målscoreren til 2-0 ikke.

Det blev også til et hattrick for Zaniolo i slutningen af første halvleg, der blev en understregning af, at der faktisk er niveauforskel mellem de to hold til trods for, at romerne tidligere havde haft det svært mod Bodø/Glimt.

I efterårets gruppespil slog de norske mestre romerne med 6-1 hjemme i Norge, mens det omvendte opgør endte 2-2 i Rom.

I Prag sluttede den europæiske sæson også for danske Alexander Bah, der spillede 90 minutter for Slavia Prag. Her var hollandske Feyenoord skarpere end tjekkerne, som hollænderne slog med samlet 6-4 efter en 3-1-sejr på udebane.

Længere sydpå i Grækenland ekspederede Olympique Marseille FC Midtjyllands græske overmænd PAOK ud med samlet 3-1.

Ubegrænset Sport
Ekstra Bladet
Så løber du aldrig tør
79
,-
/md.

Mere fra Ekstra Bladet+

Tak til børnene for at give deres liv

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+